Slagelse Kommune er med i et pilotforsøg, som skal undersøge, hvordan man kan få folk til at smide affaldet i affaldsspanden i stedet for på gaden. Ti take away leverandører er også med.

Ti take away-leverandører i Slagelse har sagt ja til at være med, når Slagelse Kommune er såkaldt pilotkommune i en undersøgelse, som Miljøstyrelsen har sat i gang. Formålet er at finde ud af, hvordan man kan få folk til at lade være med at kaste affald fra sig på gader og stræder i byerne.

– Vi får mange henvendelser om henkastet affald, og det er noget, som vi bruger meget tid på. Tid som vi sagtens kunne bruge på andre ting, hvis folk bare ville smide affaldet i affaldsspanden. Hvis alle tager et ansvar for at bortskaffe affald på ordentlig vis, vil vi få nogle renere, pænere og tryggere omgivelser, siger driftsplanlægger Thomas Eglin.

Som et led i forsøget er Lystanlægget udpeget som forsøgsområde. Derfor er der nu kommet nye kampagnefolie på skraldespande og bænke i Lystanlægget i Slagelse med ordlyden ”Tak for ingenting” sammen med en tegning af et par store øjne, som kigger på en. Samme budskab vil take away kunder også få, når de pakker deres mad ud. Ti take away leverandører fra Slagelse er nemlig også med, og derfor vil de som led i forsøget sætte klistermærker på deres indpakningspapir. Forhåbentlig kan det få flere til at ramme skraldespanden.

– Vi oplever, at nogle glemmer at smide deres affald i skraldespanden. Derfor er jeg også glad for at take away leverandørerne vil være med i forsøget, så vi i fællesskab kan finde ud af, hvordan vi får flere til at smide indpakningspapiret i skraldespanden, siger Thomas Eglin.

Slagelse Kommune er en af 10 kommuner, som deltager i Miljøstyrelsens pilotprojekt. Men kun Slagelse og Horsens er i år såkaldte interventions-kommuner, hvor man aktivt forsøger at gøre noget. De resterende otte kommuner er kontrolkommuner. Meningen er at forsøget skal gentages næste år, hvor der skal sættes ind i alle kommunerne.

Som led i projektet bliver der også lavet en spørgeskemaundersøgelse, hvor borgerne er meget velkommen til deltage. Linket til undersøgelsen kan findes på Slagelse Kommunes hjemmeside

Pressefoto