Slagelse Kommune har netop modtaget 1,4 millioner kroner fra Social- og Boligstyrelsen til at gennemføre et innovativt projekt, der ved at introducere sanseteknologi kan forbedre livskvaliteten for beboere med demens på Plejecenter Quistgården. Projektet skal laves i samarbejde med Professionshøjskolen Absalon, som står for kompetenceudvikling af plejepersonalet i brug af sanseteknologi.

Sanseteknologi i form af lys, lyd og billede kan virke beroligende og forebygge angst, forvirring, stress og uro, som er blandt flere af de symptomer mennesker med demens dagligt oplever. Derfor har Slagelse Kommune søgt og fået bevilget 1.419.196 kr. af Social- og Boligstyrelsen til at introducere sanseteknologi til at stimulere erindringer og frembringe beboernes livshistorier i hverdagen. Sanseteknologien skal introduceres blandt beboerne på Plejecenter Quistgården i samarbejde med deres pårørende og sundhedspersonalet.

Styrke livskvalitet, medbestemmelse og tryghed

– Formålet med at introducere sanseteknologi er at skabe de mest optimale muligheder for at genskabe erindringer, få en meningsfuld dialog og genkalde positive øjeblikke fra beboernes liv. Pårørende og sundhedspersonalet vil blive inddraget i processen omkring beboernes livshistorier og i at bruge historierne aktivt i hverdagen. Vi håber, at sanseteknologien kan være med til at styrke beboernes livskvalitet og selvbestemmelse, siger Heidi Hjort Kjeldgaard afdelingsleder for Folkesundhed, Demens og Velfærdsteknologi i Slagelse Kommune.

Understøtter værdigheden blandt de ældre
Projektet løber fra september 2024 til december 2025. Teknologien leveres af Wavecare og har til formål at skabe beroligende miljøer, som kan minimere angst, forvirring og uro. Teknologien kan både anvendes i fælles opholdsrum eller som en transportabel løsning i beboerens egen bolig.

– Vi er i udvalget spændte på at følge projektet, som både vil kunne fremme livskvaliteten for borgere med demens, men også kunne styrke relationen mellem beboerne, deres pårørende og plejepersonalet. Vi er generelt nysgerrige på brugen af teknologiske løsninger, og på hvordan sanseteknologi kan skabe et mere trygt og meningsfuldt miljø for de ældre ved at genoplive livshistorier. Vi håber, projektet kan være med til at understøtte selvstændighed, tryghed, og værdighed blandt de ældre, siger formand for Seniorudvalget i Slagelse Kommune Pernille Frandsen (V)

Projektet vil være i samarbejde med Professionshøjskolen Absalon, som skal være med til at sikre, at plejepersonalet bliver klædt på til at bruge den avancerede sanseteknologi, som bygger på lys, lyd og billeder.

– Vi er meget glade for at være i tæt samarbejde med Slagelse Kommune og virksomheden Wavecare, hvor vi sammen skal arbejde med sanseteknologi og sikre, at medarbejderne får den nødvendige kompetenceudvikling, sådan så teknologien kan anvendes til glæde for borgere og pårørende, siger Gitte Ferreira, leder af efter-videreuddannelse på sundhedsområdet hos Absalon.

Hvis projektet viser sig succesfuldt, vil Slagelse Kommune undersøge muligheden for at udbrede teknologien til andre plejecentre i kommunen og dermed sikre, at flere plejecentre og borgere med demens kan få gavn af de positive effekter.

Pressefoto