En ny sponsoraftale med energiselskabet OK gør det muligt at støtte Slagelse Skytteforening hver gang bilen tankes – helt uden at det koster ekstra
Slagelse Skytteforening har indgået en ny sponsoraftale med energiselskabet OK, der skal bidrage til at realisere foreningens drømme.
Det nye samarbejde glæder Christian Treschow, der er bestyrelsesmedlem i foreningen.
“Sponsoraftalen med OK giver os adgang til nogle ekstra midler, som vi vil bruge på forbedringer af både klubhus og skydebaner. Vi håber, at vores medlemmer har lyst til at støtte foreningen og også vil sprede budskabet til familie og venner,” siger Christian Treschow.
Slagelse Skytteforening byder både nybegyndere og mere rutinerede skytter velkommen til baneskydning. Det er en social forening, hvor de 140 medlemmer ikke kun deler interessen for skydesport, men også hygger sig og engagerer sig i fællesskabet, når de mødes i foreningens klubhus.
Vil man støtte Slagelse Skytteforening, kan det godt betale sig at tilknytte sit kort eller sin app hos OK. Størrelsen på sponsorchecken afhænger nemlig af, hvor mange der støtter foreningen gennem sponsoraftalen. Tilknytter kunderne deres kort eller app til sponsoraftalen, støtter de kvit og frit for hver liter brændstof, der tankes.
OK støtter kundens udvalgte forening med 5 øre per liter, når betalingen bliver gennemført med OK-kortet. Benytter kunden i stedet OK-appen, fordobles beløbet. Dermed sender OK 10 øre per liter mod kundens udvalgte forening, når kunden benytter OK-appen.