I naturskønne omgivelser ved Byskovvolden skal en ny naturlegeplads være samlingspunkt og frirum for børn og unge i Slagelse. Bilka Slagelse har nemlig netop indstillet Slagelse Trailcenter til en donation på 200.000 fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond til en naturlegeplads, der skal skabe helhed i et aktivitetsområde for børn og unge i kommunen.

Der er noget for alle aldersgrupper i Slagelse, når Slagelse Trailcenter åbner en helt ny naturlegeplads i naturskønne omgivelser ved Byskovvolden. Det skal bidrage til en samlet helhed i området, hvor legepladsen skal fungere som samlingspunkt og aktivitetscenter. Men særligt børn og unge i kommunen får glæde af den nye naturlegeplads, hvor skoler og ungdomsklubber kan lave aktiviteter, eller hvor man kan få et frirum fra hverdagen med gode kammerater.

Det er Bilka Slagelse, der har indstillet projektet til en donation på 200.000 fra Købmand Ferdinands Sallings Mindefond. “Vi er meget glade for den flotte donation. Det betyder, at vi kan føje endnu en aktivitet til et aktivitetsområde i Slagelse, der virkelig kommer borgerne til gode. Her kan man skabe gode, sociale og aktive fællesskaber, som bidrager til, at borgerne er sunde og trives. Særligt unge, børn og børnefamilier kan få stor gavn af legepladsen,” siger Malene Rask, der er leder af Kultur, Idræt og Fritid i Slagelse Kommune.

Et frirum for børn og unge

I Bilka Slagelse er både varehuschef og medarbejdere stolte af at kunne give tilbage til lokalsamfundet. Og selvom Slagelse Trailcenter er et stort projekt, er det naturlegepladsen, som kommer til at sætte prikken over i’et, mener Mark Stæhr, der er varehuschef i Bilka Slagelse.
“Det er et fantastisk initiativ med den nye naturlegeplads, og jeg tror på, at den vil gøre en stor forskel og blive et frirum for børn og unge i Slagelse. Det gør både mig og alle medarbejderne i Bilka Slagelse stolte, at vi kan bakke op omkring lokalsamfundet med sådan en donation,” siger Mark Stæhr.

Syv lokale projekter med fokus på børn og unge

Donationen kommer fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond, som via Bilka har doneret 1,6 millioner til syv projekter landet over. Projekterne søger alle at forbedre hverdagen i lokalsamfundene gennem unikke oplevelser, muligheder og viden med fokus på sport, sundhed og trivsel blandt børn og unge.
”For os i Bilka er det en enorm glæde, at vi kan være med til at forbedre hverdagen i lokalsamfundene ved at støtte projekter, som styrker børn og unges sundhed og trivsel. Vi er meget stolte af at kunne give noget af vores overskud tilbage gennem donationerne fra Salling Fondene,” siger Mark H. Nielsen, som er direktør i Bilka. Alle projekterne er indstillet til Salling Fondene af Bilka-varehuschefer ud fra ansøgninger i Bilkas lokalområder.

Om Salling Fondene

Salling Fondene er eneejer af Salling Group, som driver bl.a. Bilka, Netto, føtex, Salling stormagasiner, BR, Carls jr., Starbucks, og Skagenfood. Fondene har gennem mange år bidraget til en lang række nationale og lokale initiativer og projekter til glæde og gavn for mennesker i hele Danmark.
Samtidig har fondene givet en række store donationer til organisationer inden for blandt andet kultur, kirke, sport og andre almennyttige, almenvelgørende eller værdige formål. Siden 2012 har Salling Fondene doneret over 1,8 mia. kroner.

Salling Fondene består af to selvstændige fonde:
▪ Købmand Herman Sallings Fond
▪ Købmand Ferdinand Sallings Mindefond

Det er Købmand Ferdinand Sallings Mindefond, der denne gang donerer til de syv lokale projekter, som Bilka har bistået fonden med at finde frem til. Dette er sket via indsamling af ansøgninger gennem de lokale Bilka varehuse rundt omkring i landet, som Bilka herefter har indstillet til fondens bestyrelse. Salling Fondene har tidligere støttet 28 projekter via Bilka, der er fordelt i hele landet.

Læs mere om Bilka’ CSR-arbejde her: www.bilka.dk/ansvarlighed

Pressefoto