Der er sket en stigning i antallet af trafikanter, der er blevet råbt ad eller truet i trafikken. Det viser en ny dansk undersøgelse om vejvrede. Det er Rådet for Sikker Trafik og Transport DTU, der står bag undersøgelsen.
Når en bilist eller cyklist er uopmærksom eller begår fejl i trafikken, kan det få en del trafikanters temperament helt op i det røde felt. Det øger risikoen for ulykker.
Det er hverken godt for trafikkulturen eller for trafiksikkerheden, at stadig flere oplever vejvrede. Vi ved fra udenlandske undersøgelser, at når man hidser sig op i trafikken, øger det risikoen for at køre galt, da de involverede bliver mentalt distraheret og får mindre fokus på trafikken. Derfor er det vigtigt, at vi får flere til at slå koldt vand i blodet, siger Jesper Sølund, dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik.
Sådan bliver vi vrede i trafikken
Vejvrede kan komme til udtryk på flere forskellige måder f.eks. som tilråb, tegn, fagter eller decideret vold.
Undersøgelsen fra Rådet for Sikker Trafik og Transport DTU viser, at de mildeste former for vejvrede såsom at blive råbt ad og at man får “fingeren”, forekommer oftest. Derefter kommer trusler og at der bliver sparket eller slået på ens køretøj. I de mere sjældne tilfælde ender vejvrede med decideret fysisk vold.
Derfor bliver vi vrede
Der er ikke nogen entydig forklaring på, hvorfor nogle trafikanter reagerer med vejvrede i trafikken, mens andre ikke gør. Når man spørger de personer, der siger, at de har udøvet vejvrede, så svarer en stor del af dem (57 %), at det var fordi, at de blev forskrækket over en anden trafikants adfærd.
Men når man spørger folk, hvorfor de tror at andre hidser sig op i trafikken, så svarer flertallet (64 %), at det er fordi, at folk ikke kan styre deres vrede. Der er altså en forskel på, hvordan man opfatter sin egen og andres vejvrede.
– Hvis man udsættes for vrede i trafikken, er det vigtigt at huske på, at modpartens reaktion kan skyldes forskrækkelse. Der behøver ikke være ond vilje bag den voldsomme reaktion. Hjælp til at nedtrappe konflikten fx ved at forlade stedet eller acceptere, at andre kan begå en fejl, uden at du behøver at irettesætte dem, siger Mette Møller, seniorforsker, Transport DTU.
Læs hele undersøgelsen på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside her.