Efter flere flytninger, opdelinger og sammenlægninger af koncerten med Stig & Vennerne akustisk pga. corona ser det nu endelig ud til, at det skal lykkedes Vestsjællands Teaterkreds at få afviklet den længe ventede koncert. Det sker mandag 20. september 2021 kl. 19.30 på Slagelse Teater.
Publikum får mulighed for at synge med på alle Flemming ’Bamse’ Jørgensens største hits, udført med respekt og kærlighed af de resterende medlemmer af Bamses Venner, Peter Bødker, Frank Thøgersen og Anders Lampe samt Stig Rossen.
Historien bag Stig & Vennerne
I januar 2011, umiddelbart efter Flemmings pludselige bortgang, spurgte bandet Stig Rossen, om han ville tage med til en koncert i Syvstenhallen i Sæby. Bamses Venner havde spillet til dette halbal 32 år i træk, og arrangøren ville gerne markere afslutningen på denne æra med en hyldestkoncert til Bamse. Stig var i tvivl. Hvordan ville de mange loyale fans af Bamses Venner modtage denne afløser?
Var Flemmings død for tæt på til, at man kunne skabe en festlig stemning? Når Stig alligevel sagde ja, var det fordi, han i mange år havde lyttet rigtig meget til Flemmings musik og syntes, at Bamses Venner var et af de bedste bands i dansk populærmusik. Han så koncerten i Sæby som en chance for at vise sin respekt for den afdøde sanger. Koncerten blev intet mindre end magisk. Stig og bandet blev derfor enige om, at det ikke skulle være første og eneste gang, og Stig & Vennerne blev dannet.
Perlerække af de største hits
I forlængelse af en støt stigende interesse og efterspørgsel besluttede de fire i marts 2016 at genoptage den koncertform, som var Flemmings foretrukne i de sidste år af hans liv og karriere, nemlig den akustiske intimkoncert med snak og afslappet drilleri mellem sangene.
Vi får her en perlerække af de største hits fra Bamses Venners bagkatalog samt et par knap så kendte numre i akustiske versioner. Instrumenteringen er mere nøgen end til halballerne med Stig & Vennerne, hvilket gør, at specielt Flemmings tekster fremstår endnu skarpere. De små historier og anekdoter gør, at man synes, man kommer til at kende personen Flemming ‘Bamse’ Jørgensen lidt bedre.
Publikum får anvist en plads
Pga. at koncerten oprindelig startede som én koncert, derefter blev opdelt i to og nu igen er samlet til én koncert, vil publikum få anvist en plads, når de ankommer til teatret. Publikum kan derfor ikke forvente at komme til at sidde på den plads, der står på deres billet, oplyser teaterforeningen, der håber på forståelse herfor.
På ledige billetter
Der er pt. solgt lidt over 550 billetter til koncerten, så der er stadig få ledige billetter til salg, som kan købes på teaterkreds.dk