De Danske atletikmesterskaber i mangekamp blev afholdt i Ålborg den 4.-5. februar. Slagelse Atletik DELTA deltog med 4 atleter og det blev en stor succes, med 2 guldmedaljer, en sølv og en bronze samt 2 danske rekorder, 13 klubrekorder og flere personlige rekorder.
I pigegruppen på 14-15 år kunne Josefine Andersen deltage til sit første Danske mesterskab, da hun lige er rykket op i den gruppe. Josefine vandt en bronzemedalje i 4 kamp, med en score på 2428 point og satte undervejs personlig rekord i kuglestød med 10,81 meter og på 800 meter med 2,39,97 min. De sidste 2 øvelser var 60 meter hæk, hvor hun løb 10,03 sek. Og højdespring, hvor det blev til 1,45 meter.
I drengegruppen for samme årgang kunne Nikolaj Grønbech for anden år i træk lade sig hylde som dansk mester i 5 kamp, da han med en score på 2757 point vandt guld. Det blev undervejs til to klubrekorder for 15 årige da han sprang 3,50 meter i stang og løb 3,28,30 min på 1000 meter. I de sidste tre øvelser løb han 9,28 sek. På 60 meter hæk, sprang 1,60 meter i højde som er ny personlig rekord og så støtte han 13,73 meter i kugle.
Nickoline Andersen deltog i pigegruppen for de 18-19 årige piger og her blev det til en sølv i 5 kamp med 3421 point, kun 4 point fra guldvinderen, resultater var en tangering af den danske rekord for 19 årige piger.
Nickoline satte klubrekord undervejs i alle 5 øvelser med 9,70 sek. På 60 meter hæk, 1,51 meter i højdespring, 12,47 meter i kuglestød, 5,17 meter i længdespring og til sidst 2,27,69 min på 800 meter.
I Masters gruppen mænd 45-49 år deltog Michael Andersen og det blev til et dansk mesterskab i 5 kamp med en Dansk Masters rekord for årgangen, som med 3347 point blev forbedret med 225 point. Resultaterne var 60 meter hæk på 9,35 sek. 1,69 meter i højdespring 9,54 meter i kuglestød, 5,72 meter i længde og 3,34,34 minutter på 1000 meter. Her var højdespring og 1000 meter Masters klubrekorder for 45-49 årige.