For tredje år i træk byder Slagelse velkommen til de studerende, når Study Start Slagelse løber af stablen den 12. september 2018.
Slagelse Kommune, Business Slagelse og en række foreninger går sammen med uddannelsesinstitutionerne om at sige velkommen til byens studerende. Det sker den 12. september kl. 12.30, hvor det årlige studiestartarrangement Study Start Slagelse løber af stablen. Formålet er, at øge de studerendes kendskab til byen.
– De studerende er med til at skabe liv i Slagelse, og derfor vil vi gerne have, at de føler sig velkomne. Byen har rigtig meget at byde på, og det her arrangement er en god introduktion til deres nye studieby, siger borgmester John Dyrby Paulsen (A).
Igen i år ridder gardehusarerne i spidsen, når de studerende går i optog fra H.P. Hansens Plads til Nytorv. Her bliver de modtaget af borgmesteren og flere af byens foreninger, som er klar med blandt andet minigolf, volleyball, basket, crossfit og tennis. I et særligt streetfoodområde på pladsen serveres der drinks og mad til studievenlige priser, og de studerende får en goodiebag med blandt andet gode tilbud til Slagelse by.
– Det er rigtig vigtigt, at vi får vist de studerende, at de studerer i en by med spændende butikker, som er klar med gode tilbud og god service. Derfor bakker vi selvfølgelig op om Study Start Slagelse, siger Torben Kjerulff, formand for Business Slagelse.
I år er både nye og ”gamle” studerende fra alle tre uddannelsesinstitutioner SDU Slagelse, Erhvervsakademi Sjælland og Professionshøjskolen Absalon inviteret med, og samtidig har de studerende fra uddannelserne også haft en større rolle i planlægningen af arrangementet. En af dem er Caroline Bryø Christoffersen, som læser til serviceøkonom på Erhvervsakademi Sjælland.
– Det er et rigtig godt arrangement, som er med til at skabe sammenhold på tværs af uddannelserne. Derfor har jeg også været glad for at kunne være med til at arrangere det. Vi har blandt andet kunnet bidrage med input til, hvilke aktiviteter der skal være på Nytorv, siger Caroline Bryø Christoffersen.
Dagens program:
Kl. 12:30: Alle mødes på H.P. Hansens Plads. Derefter går de studerende i optog gennem byen med gardehusarerne i spidsen til Nytorv
Kl. 12:50: Uddeling af goodiebags
Kl. 13:00: Velkomst ved borgmester John Dyrby Paulsen(A)
Kl. 13:10: Underholdning, musik, mad, drinks og aktiviteter for de studerende.
Kl. 14:30: Tak for i dag
Se mere på studiebyen.slagelse.dk