Årets store uddannelsesfestival blæser til kamp mod mangel på uddannet arbejdskraft på Vestsjælland.

”Hvad vil du efter skolen?” ”Hvad vil du gerne arbejde med?” Ja, spørgsmålene står ofte i kø, når man er ung, og de kan være svære at svare på.

For der er mange veje at gå, og det kan til tider virke både forvirrende og overvældende. På bundlinjen står dog, at der i Vestsjælland er mangel på uddannet arbejdskraft. Derfor inviteres alle vestsjællandske unge og voksne i alderen 14-30 år til Slagelse Uddannelses- og Karriefestival – SUK-Festival – den 14. september.

Uddannelsesfestivalen er resultatet af et stærkt samarbejde mellem regionale uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og Slagelse Kommune. Partnerskabet arbejder målrettet på at forvandle udfordringer til muligheder og hjælpe flere unge vestsjællændere i uddannelse eller beskæftigelse. Slagelse Uddannelses- og Karrierefestival er nemlig ikke blot et karrierearrangement; det er et skridt fremad i den kollektive kamp mod mangel på uddannet arbejdskraft.

Kom og mød mulighederne

For elever i folkeskolen er SUK-Festival en unik mulighed for at udforske fremtidige uddannelsesmuligheder i form af et bredt udvalg af ungdomsuddannelser.

På håndværkervejen kan besøgende møde en bred vifte af erhvervsuddannelser, der spænder fra kokke- og tjeneruddannelser til smede, malere, tømrere og den nye forsyningsoperatør-uddannelse.

De kan også udforske hele transportområdet med en imponerende udstilling af forskellige køretøjer, inklusive landbrugsmaskiner fra landbrugs- og gartneruddannelserne fra både Slagelse og Høng.

Festivalen præsenterer også en spændende vifte af muligheder fra blandt andet Absalon, Zealand og SDU og andre videregående uddannelser samt deres samarbejdspartnere inden for teknologi, it, sundhed, innovation og meget mere. Her kan de besøgende møde inspirerende undervisere, studerende og erfarne fagfolk, der er klar til at dele deres viden og erfaringer med de unge.

Stor opbakning fra erhvervslivet

SUK-Festival 2023 byder i år også velkommen til over 20 fremtrædende virksomheder fra forskellige brancher.

Lokale kraftcentre som Slagelse Lift, Arla Foods, Slagelse Transportcenter, Westrup, Envafors, Harboe og sygehusene i Næstved, Ringsted og Slagelse vil præsentere deres uddannelses- og karrieremuligheder.

Store globale virksomheder som Novo Nordisk og Novozymes fra Kalundborg er også med for at vise vejen til en succesfuld karriere – måske endda udenfor landets grænser.

For dem, der drømmer om en karriere til søs, vil bl.a. Maersk, HF Søfart og Simac være til stede – alle maritime eksperter, der kan åbne døre til en verden af muligheder.

Samtidig inviteres alle udstillerne i år også med til Slagelse Erhvervs Business Brunch – SUK Edition. Efter borgmesterens officielle åbning af SUK-festivalen mødes udstillerne til oplæg fra det lokale ”Flere Faglærte”-netværk. Alt sammen for at understøtte samarbejdet mellem erhvervsliv og andre aktører om aktiviteter og projekter lokalt og regionalt, der skal afhjælpe manglen på kvalificeret arbejdskraft.

FAKTA OM SUK-FESTIVAL:

  • Slagelse uddannelses- og karrierefestival afholdes den 14. september kl. 9-14 på området mellem Slagelse Gymnasium og ZBC.
  • Der forventes op mod 7.000 besøgende i løbet af dagen.
  • Der er tilmeldt 85 udstillere, både uddannelser, virksomheder, høj- og efterskoler, foreninger og andre.
  • Læs meget mere på sukfestival.slagelse.dk

 

Pressefoto