I forbindelse med kommunens budgetlægning er alle områder blevet pålagt at spare. På kultur- og fritidsområdet skal der i 2016 spares seks millioner kroner ud af et samlet kultur- og fritidsbudget på 119 millioner kroner. Et enigt kultur-, fritids- og turismeudvalg gennemgik mandag administrationens forslag til besparelser og satte konkrete beløb på.

Bibliotek
Det vedhæftede billede viser et af de områder, nemlig biblioteksområdet, som har måttet holde for, men hvor politikerne valgte at holde lidt igen med yderligere besparelser.

”Det har været en svær øvelse, men jeg vil gerne rose mine kollegaer i udvalget, for jeg synes vi har haft en god demokratisk proces og nogle fornuftige diskussioner, hvor vi har vendt alle detaljerne”, siger formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget Troels Christensen (I).

Områder, som har direkte berøring med brugerne, er kun i mindre grad blevet ramt af besparelser. For eksempel har politikerne valgt at holde igen i forhold til yderligere nedskæringer på biblioteksområdet.

”Det er rigtig mange penge, der er taget fra kulturen, og det kan ikke undgå at få nogle konsekvenser. Men vi synes, det er vigtigt at bevare bibliotekerne som hverdagens kultursteder, hvor man kan komme og blive inspireret og møde andre mennesker”, siger medlem af Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget Lis Tribler (A).

En foreslået besparelse på folkeoplysningsområdet blev af politikerne lige-ledes rullet delvist tilbage. Beløbet på 1,25 millioner kroner vil dog kunne mærkes rundt omkring i kommunens klubber og foreninger.

Kulturelt iværksætteri prioriteres
En anden af de kulturinstitutioner, der kommer til at mærke kommunens anspændte økonomi, er Borreby Teater, som tidligere på året fik afslag fra Kulturstyrelsen på at blive egnsteater. Som følge af, at tankerne om et egnsteater indtil videre er skrinlagt, bortfalder en bevilling på 1,7 mio. kroner nemlig. Til gengæld lægges der 150.000 kroner oven i det oprindelige driftstilskud på 250.000 kroner, så der alligevel er mulighed for at skabe nye teateroplevelser for borgerne.

På trods af reducerede budgetter kan en række mindre projekter se frem til at fortsætte stort set uændret.

”Selvom vi har været nødt til at skære dybt – og det har ikke været nogen sjov øvelse – er jeg glad for, at vi igennem puljen til kulturelle formål fort-sat har penge til at støtte det kulturelle iværksætteri, der er så vigtigt både i forhold til udvikling af nye kulturtilbud og i forhold til turisme og bosætning”, siger Troels Christensen.

Besparelserne i 2016 videreføres i 2017, hvor der dog skal findes yderligere én million kroner.