Slagelse Bibliotek meddeler:

Vi har alle hørt politikere tale om den danske velfærdsstat, hvor vi tager hånd om de svageste i samfundet. Men er det nu rigtigt? Hvordan fungerer samfundet i den vestlige verden, hvor vi i høj grad præges af kapitalismen? Bliv klogere, når Slagelse Bibliotek og Borgerservice livestreamer samtalen mellem den verdenskendte økonom Thomas Piketty og chefredaktør Rune Lykkeberg direkte fra Den Sorte Diamant.

Den verdenskendte økonom Thomas Piketty fik sit internationale gennembrud med sin storsælgende bog ’Kapitalen i det 21. århundrede’ i 2013, som har solgt mere end 2,5 millioner eksemplarer på verdensplan.

Opfølgeren ’Kapital og Ideologi’ udkom i marts og er en skarp kritik af nutidens politik og et dristigt bud på et nyt og mere fair økonomisk system. Bogen skildrer ulighed i samfundet gennem århundreder og har det hovedbudskab, at materiel ulighed ikke er et grundelement i den menneskelige natur, men skabes af den politik og ideologi, som former et samfund. Bogen er et vigtigt og ikke mindst kritisk indlæg i debatten omkring kapitalisme, velfærdsstat, socialisme og ulighed.

Thomas Piketty fik allerede som 22 år sin ph.d. i økonomi fra London School of Economics og gjorde derefter lynkarriere med adskillige hædersbevisninger og priser.

Vi livestreamer samtalen mellem journalist og chefredaktør Rune Lykkeberg og Thomas Piketty direkte fra Dronningesalen i Den Sorte Diamant, København, den 11. november kl. 20-21:30. Livestreamingen kan opleves på Slagelse Bibliotek og Borgerservice.

Billetter er gratis og kan bookes via www.slagelsebib.dk eller på dit lokale bibliotek.

Vi følger selvfølgelig Sundhedsstyrelsens retningslinjer per den 29. oktober, hvilket betyder, at alle der melder sig til arrangementet skal bære mundbind eller visir på biblioteket og i bibliotekets mødelokaler, holde afstand og spritte af.

Pressefoto