Tubanus afdeling i Slagelse og Næstved fik tirsdag den 6. august besøg af Lisbeth Østergaard fra LB Foreningen i Region Sjælland, der kunne overrække en check på 38.000 kroner. Pengene skal gå til udviklingen af spændende aktiviteter til glæde for udsatte unge i og omkring Næstved og Slagelse.

”Vi er utroligt taknemmelige over LB Foreningens donation. Donationen er med til at muliggøre, at vi kan arbejde for at styrke det allerede stærke fællesskab vi har i vores to afdelinger på Vestsjælland,” siger frivilligkoordinator Cindie Nyborg fra Tubanu Slagelse. Hun suppleres af Emilie Lindemose fra Tubanu Næstved: ”Med donationen vil vi bl.a. kunne afholde to-dages kurser med fokus på kreativ udfoldelse og social interaktion.”

Tubanu er en selvstændig frivillig forening fra 2019. Foreningen er for unge og voksne fra 18 år og op, der er vokset op i familier med stof- eller alkoholmisbrug, og som ønsker at være en del af et fællesskab med ligesindede. Foreningen er for alle over 18 år, der er opvokset i en misbrugsfamilie og som ønsker at være en del af et frivilligt fællesskab med ligesindede. Som brugerdrevet forening, danner Tubanu rammen for et trygt og omfavnede fællesskab, hvor det i høj grad er frivillige medlemmer, der står for at planlægge og drive foreningens gratis aktiviteter. Tubanu har i øjeblikket 400 medlemmer og 40 støttemedlemmer fordelt på 10 lokalafdelinger i hele landet.

 

Emilie Lindemose Tubanu Næstved, Cindie Nyborg, Tubanu Slagelse og Lisbeth Østergaard fra LB Foreningen Region Sjælland. Pressefoto