I fremtiden bliver trafikforholdene ved Solskinsskolen tryggere. Trafik-, Plan- og Landdistriktsudvalget har afsat 1,2 mio. kr. til at forbedre trafikforholdene på parkeringspladsen foran Solskinsskolen.

Det kan nogle gange være meget kaotisk om morgenen på parkeringspladsen foran Solskinsskolen i Skælskør, når forældre sætter børnene af samtidig med bussen kører ind, og skolebørn krydser den trafikerede parkeringsplads. Men det bliver der nu rådet bod på, efter Trafik-, Plan- og Landdistriktsudvalget har afsat 1,2 mio. kr. til at forbedre trafikforholdene foran skolen. Pengene skal bruges til en række trafiktiltag, som skolen har været inddraget i udarbejdelsen af.

– Der er kommet flere elever på skolen efter skolesammenlægningen, og det betyder også, at der er kommet mere trafik til og fra skolen. Det er vi nødt til at tage højde for. Derfor er jeg glad for, at man har inddraget skolebestyrelsen og ledelsen på skolen og fundet frem til nogle tiltag, som vil forbedre trafikforholdene, så skoleeleverne kan færdes trygt, siger formand for Trafik- Plan- og Landdistriktsudvalget Stine Søgaard (V).

I dag er parkeringspladserne kun sparsomt tegnet op på pladsen foran skolen, og heller ikke busholdepladsen er markeret tydeligt. Derfor skal de 1,2 mio. kr. bruges til at lave en egentlig busholdeplads, og samtidig skal der laves to såkaldte ”kys og farvel” baner med helleanlæg, hvor forældrene kan sætte børnene af, uden de risikerer at blive ramt af andre biler. I dag standser bussen i retning fra Skælskør mod Stigsnæs på den modsatte side af Næstvedvej, og selvom der er et fodgængfelt, er der mange elever, som ikke bruger det. Derfor arbejdes der også på, at afgange med mange skolebørn skal køre ind og stoppe på parkeringspladsen.

– Det skal være trygt at komme til og fra skole, og jeg tror, at tiltagene vil gøre det mindre kaotisk og mere sikkert for børnene, når de skal i skole om morgenen. Derfor er jeg glad for, at vi har fundet penge til at forbedre trafikforholdene ved Solskinsskolen, siger formand for Børne- og Ungeudvalget Unnie Oldenburg (A).

Pressefoto