En lille omtale af Hjerneskadeforeningen Vestsjællands Handicapkonference HjerneKonf21, som blev afholdt på Hotel Comwell Korsør den 24. juni 2021. Og ikke mindst billeder fra den spændende dag.

“Tredje gang er lykkens gang!” siger man jo, og det blev en uomtvistelig sandhed i torsdags. Hjerneskadeforeningen Vestsjælland havde to gange sidste gjort alt klar til at afholde den årlige konference om handicappolitik, velfærden i dagens Danmark og borgernes oplevelser på hjerneskadeområdet. Konferencecentret var booket, invitationerne var udsendt og alle foredragsholderne, paneldeltagerne, konferencier og Sanne Salomonsen og sønnen Victor var klar. Begge gangene. Og så satte pandemien en stopper – både i maj og i november.

Mon det så skulle kunne lade sig gøre her den 24. juni? Ja, det kunne det! Dagen efter Sct. Hans aften var “alle lys grønne”. Og hvilken dag det blev. Faglige indlæg om det specialiserede sundhedsområde og drøftelser om den velfærd, som salen ønsker sig, vekslede med god forplejning, hyggelige omgivelser og en livlig paneldebat.

Underholdningen i restauranten efter frokosten med Martin og Stine var både en overraskelse og et hylende morsomt indslag, der i den grad vækkede begejstring.

Og efter debatten, som trak ud på grund af salens engagerede kommentarer til de fire i panelet, kom Sanne og Victor for at afslutte dagen med Sannes beretning om den hjerneskade, hun fik i 2006 af en blodprop i hjernen, og hendes og Victors stemningsfulde fortolkninger af nogle af Sannes kendte sange. Sanne Salomonsen er jo én af Hjerneskadeforeningens ambassadører.

Helt som vi havde håbet, blev vi alle berigede, som vi havde håbet – og planlagt for tredje gang. Så tredje gang lykkedes det – og konferencen HjerneKonf21 gjorde stor lykke.

Som vi siger i Hjerneskadeforeningen: “Liv der reddes – skal også leves!”

Privatfoto: Sanne og sønnen Victor
Privatfoto: Sanne, Victor og lokalafdelingens formand Lise Kiving
Privatfoto: Hjerneskadeforeningens direktør Morten Lorenzen byder velkommen
Privatfoto: Speciallæge og pårørende Torben Cordtz om at sidde “Mellem to stole”
Privatfoto: Stine&Martin (Stine Bruun og Martin Knudsen) overrasker og underholder efter frokosten
Privatfoto: Livlig og spændende paneldebat om velfærd, handicap og sundhed. Deltagerne i panelet fra venstre var Trine Birk Andersen, udvalgsformand i regionsrådet, Region Sjælland, Margit Jonsson fra #enmillionstemmer, Lars Schmidt, 1. viceborgmester fra Sorø Kommune og dir. Morten Lorenzen, Hjerneskadeforeningen

 

NB Flere billeder på https://billeder.hjerneskaden.dk/#collections

Med venlig hilsen
Hjerneskadeforeningen Vestsjælland
Dan Kiving