Shu-bi-dua sang engang, at det eneste de kunne lide, var hård rock; om Shu-bi-dua selv praktiserede denne form for hårde rock, vil jeg lade op til dig at bedømme. Og imens du overvejer, om den hårde rock var Shu-bi-dua, vil jeg så fortælle, at rigtig hård rock vil du så absolut kunne opleve på badeanstalten den 31. januar 2015. mixtour

Den 31. januar har 3 bands slået sig sammen om én koncert på Badeanstalten i Slagelse. Karakteristisk for disse 3 bands er, at de alle spiller forskellige former for metal; tunge trommerytmer, lynhurtige guitarriffs og en tekst, der typisk i dens fremføring vil virke en kende aggressiv.

De 3 bands er:

Roarback: Med et allerede udgivet album og adskillige koncerter i bagagen, må Roarback siges at have skabt sig et solidt navn på den danske himmel af metal-bands. Et hurtigt kig på deres facebook-side vidner om, at bandet er vellidt af de danske metalfans. Bandet kommer fra Roskilde og består i skrivende stund af 5 medlemmer. Bandet blev dannet i 2011 og har sidenhen spillet et utal af koncerter, så der er for alvor lagt op til en vild aften på Badeanstalten.

Mental Coma: En anmeldelse af Gaffa i demo-sektionen står der bl.a.: ”sangskrivningen er meget lovende for, hvad vi kan forvente os af dette nyeste skud på den danske thrash-scene”. Og netop det er meget karakteristisk for bandet, Mental Coma. Alle de kendte ting fra metal-scenen er der, de hurtige rytmer, de fede riffs og den sprøde bas. Med 4 københavnske medlemmer, der sammen startede i 2012, har bandet gennemgået en rivende udvikling, og har en række koncerter på bagen.

Poisoner: Det lokale islæt til denne begivenhed kommer fra dette band. Bandet blev dannet i 2012, og har siden opbygget et solidt ry indenfor den danske thrash-scene. Med 1500 likes på facebook må man sige, at bandet efterhånden har fået spredt sit budskab. Bandet er inspireret af 80’erne og 90’ernes thrash metal, og har også hentet inspiration fra andre genrer.

Der er gratis entre, og garderoben koster en flad 10’er. Alle er velkomne til en aften i metallets tegn!

/Theis