VisitVestsjælland valgte i starten af maj at markedsføre Slagelse, Kalundborg og Sorø Kommune som turistdestination med ”Verdens mest afslappende film”. Filmens formål er at fremvise områdets smukke natur og på samme tid illustrere naturens gavnlige indflydelse på vores psykiske og fysiske velbefindende. Den syv minutter lange film er baseret på anbefalinger fra førende eksperter inden for områder som stress, lydterapi, fysiologi og mindfulness og består af langsomt panorerende naturoptagelser tilsat musik, der langsomt bringer pulsen ned.
Udlandet har fået øjnene op for filmen
Filmen er på rekord tid blevet set over 300.000 gange, og den bliver delt og ivrigt kommenteret via en lang række af de mest besøgte, udenlandske hjemmesider som Huffington Post, Daily Mail, Mashable og mange andre. I denne uge har kampagnen også nået forsiderne af de største danske landsdækkende aviser – endda på trods af valget.
Dermed er kampagnen den mest omtalte turistkampagne i Danmark.
Ekstra Bladet citerer på forsiden af deres hjemmeside websitet bustle.com, som skriver ”Der er ikke brugt computereffekter. Der er faktisk et sted i verden, som ser sådan her ud”.
Journalisten fra Huffington Post skriver i sin anmeldelse, at filmen for ham resulterede i ”et dybt, behageligt gab”, mens Mashable opfordrer sine læsere til at ”at tage lyddæmpende høretelefoner på og lytte til det terapeutiske soundtrack for at opnå fuld effekt. ”
Det betaler sig at tænke nyt
VisitVestsjælland og de tre kommuner glæder sig over filmens succes.
”Der er hård konkurrence om opmærksomheden på nettet, derfor er vi meget stolte af, at vores film nu bliver set af så mange mennesker uden for Danmark. Det beviser for os, at det betaler sig at turde tænke kreativt og lave noget, som ikke er set tidligere,” siger Lars Nielsen, adm. direktør i VisitVestsjælland.
På under 2 uger har filmen og kampagnen også resulteret i over 40.000 besøgende til VisitVestsjællands hjemmeside. En forbedring på adskillige hundrede procent.
Der er store forventninger til sommerens kampagne. Håbet er, at området med kampagnen kan komme på verdenskortet som en slags refugium for fortravlede storbyturister. I forbindelse med filmen lanceres et nyt website, hvor man kan finde frem til hvilken type ferie, man skal vælge for at slappe mest muligt af. Den besøgende på sitet får en række forslag til den perfekte ferie på Sjællands Vestkyst med aktiviteter og overnatningsmuligheder. Ligeledes har VisitVestsjælland lanceret en konkurrence, hvor man kan vinde et nyt afslappende ferieophold på Sjællands Vestkyst hver 14 dag.
Filmen kan ses på www.sjællandsvestkyst.dk
Omtale af Verdens Mest Afslappende Film
Personerne bag filmen
Kontaktperson hos VisitVestsjælland:
Lars Nielsen, adm. direktør i VisitVestsjælland: 23 81 15 53, ln@visitvestsjaelland.dk
Medvirkende eksperter:
Bo Netterström, overlæge og leder af Arbejdsmedicinsk Klinik på Hillerød Sygehus
Lasse Thomas Edlev, naturterapeut
Torben Moe, musikterapeut og Ph.d.
Anne Mette Buch Bertelsen, cand.soc. HR og ekspert i mindfulness
Fakta om VisitVestsjælland
VisitVestsjælland er den officielle turistorganisation for Slagelse, Kalundborg og Sorø Kommune og står for markedsføringen og udviklingen af Sjællands Vestkyst som turistdestination.
Med over 340 km kyststrækning, syv øer og 11 lystbådehavne kalder området sig med rette for en kystdestination.