Geografen og politikeren Kaare Dybvad slår i bogen Udkantsmyten et slag for byer som Slagelse. Det går ikke så skidt som storbymennesker går og tror. Og går det skidt, så skyldes det i høj grad centraliseringen af Danmark. Centraliseringen, hvor bl.a. statslige arbejdspladser er flyttet til København, ødelægger landets økonomi og sociale sammenhængskraft, mener Kaare Dybvad, som inddrager en lang række rammende eksempler i sin bog.
Dit Slagelse har fået lov til at bringe et uddrag af bogen, der omhandler Slagelse – af B.T. kaldet “Dødens gab”:
Uddrag af Udkantsmyten
“I Slagelse oplevede man for nogle år siden, at tre af byens store industrivirksomheder drejede nøglen om og flyttede til udlandet. Først var det den gamle Lagermann fabrik, der pakkede sammen i oktober 2010 efter i mere end 40 år at have forsynet danskerne med lakridskonfekt, og et par måneder senere fulgte maskinvirksomheden CFS, der flyttede deres aktiviteter til Holland. Året efter var det popkornfabrikken Popz, der rykkede produktionen til Ungarn og lagde yderligere 30 fyringer til de over 400, der var røget hos de andre. Lukningerne bragte andelen af slagelseanere i arbejde under de 50 %, og det fik blandt andre B.T. til at sende en rapporter til egnen.
Men opgaven var tilsyneladende ikke at fortælle om den nye universitetsbygning, et fodboldhold på vej op eller at besøge nogle af de internationalt orienterede industrivirksomheder, som stadig er en del af byens identitet. I stedet for at dreje til venstre ind på Syddansk Universitet, da hun kom ud fra stationen, gik journalisten til højre, fandt det nærmeste værtshus og lod det lokale klientel tale til hovedstadspressen:
“På et af Slagelses værtshuse, Den Røde Rubin, hænger flere arbejdsdygtige mænd i barstole og sofaer. Ingen har dog lyst til igen at skulle kalde sig arbejdere. De føler, at de har ydet nok. De føler, at de har givet deres. Kun en enkelt vil vedkende sig, at han kunne have valgt en anden vej.
– Jeg er 45 år gammel og arbejdede, indtil jeg for otte år siden fik nervebetændelse. Det var min egen skyld. Lidt for mange af dem her, du ved, siger manden, der blot vil kaldes ‘Niller’, og sætter sin grønne flaske til læberne.
– Jeg er på kontanthjælp og arbejder få timer som arbejdsmand en gang imellem. Men jeg kan godt se, at det ikke er særlig smart, at jeg ikke er i stand til mere, lyder beklagelsen
fra ‘Dødens gab’”.
Artiklen blev ledsaget af et billede af en nedslidt fabriksbygning, hvor de fleste vinduer var smadret og dørene sparket ind. I det hele taget er det ikke svært at gætte, hvilken vinkel journalisten havde besluttet sig for på forhånd; der skulle laves udkantsjournalistik. Men problemet er, at man fra en hvilken som helst by i Danmark kunne bringe tilsvarende citater efter et par timer på et værthus. Selvom der sikkert er gået meget livsvisdom tabt mellem dartskiver, mørkt træ og læderveste, så må der være bedre bud på folk, der kan udlægge konsekvenserne af krisen. I Slagelses tilfælde havde hverken borgmesteren eller andre, jeg har talt med, nogensinde før hørt udtrykket “Dødens gab” brugt om byen, men alligevel røg det direkte i overskriften. På den måde skaber B.T. Slagelses triste øgenavn, de fortæller ikke bare historien om det.” (Side 33-34.)
Om Kaare Dybvad
Kaare Dybvad er uddannet geograf og har de seneste seks år arbejdet med regionaludvikling, senest som projektchef i Væksthus Sjælland i Vordingborg.
Derudover er Kaare Dybvad folketingskandidat for Socialdemokraterne, og du kan stemme på ham, hvis du bor i Sjællands Storkreds. Du kan læse mere om hans mærkesager på www.byportalerne.dk, der giver overblik over alle storkredsens kandidater.
Debatmøde
Hvis du vil høre mere om Udkantsmyten, skal du sætte kryds i kalenderen onsdag den 6. maj kl. 19. Der arrangerer Byportalerne.dk et debatmøde med 8 folketingskandidater i Sjællands Storkreds. Det sker i Ringsted Kongrescenter. Læs mere her. TILMELDING.