Ejeren af Sericol-grunden har fået grønt lys til at gå i gang med et byggeprojekt, hvor der kan bygges boliger.
I flere år har den gamle skiltefabrik Sericol-grunden stået og forfaldet. Men nu er der udsigt til, at der snart sker noget, efter Erhvervs-, Plan- og Miljø-udvalget mandag gav grønt lys til, at der kan bygges lejligheder, rækkehu-se og studieboliger på grunden.
– Jeg er glad for, at det er et enigt udvalg, som har sagt ja til byggeriet. Det betyder, at vi slipper af med en øjebæ, som har skæmmet Løvegade i mange år, og vi får bygget en række attraktive boliger, som er med til at løfte Løvegade og hele Slagelse, siger næstformand i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget Knud Vincents(V).
Udvalget har imødekommet ejernes ønske om at få dispensation fra dele af lokalplanen. Blandt andet er der dispenseret, så der kan bruges tagpap i stedet for tegl, og kravene til tagets hældning er også blevet ændret. Til gengæld har udvalget valgt ikke at imødekomme ejernes ønske om at udvide bebyggelsesprocenten fra lokalplanens 40 procent til 48 procent. I stedet kan bygherre vælge imellem at sløjfe en af de planlagte bygninger eller alternativt købe 2000 m2 af sportspladsen bagved den gamle Vestre Skole. Hvis ejerne vælger det sidste, så kommer det ikke til at betyde noget for brugerne af pladsen. Der vil stadig være offentlig adgang og eneste forskel vil være, at det er den nye ejer, som skal slå græsset
– Vi er glade for, at der sker noget på grunden, men vi lægger vægt på, at der også er nogen opholdsarealer i forbindelse med byggeriet. Både af hensyn til naboerne og dem, der kommer til at bo der. Det er derfor, vi stiller krav om at ejeren enten skal bygge mindre på grunden eller købe en del af sportspladsen, siger Ali Yavuz(A), medlem af Erhvervs- Plan- og Miljøudvalget.
Ejeren havde søgt om tilladelse til at bygge 15 lejligheder, 26 rækkehuse og 20 studieboliger, men eftersom ejerne kan vælge at droppe en af bygningerne kan det ændre sig.