Frivillige børn, unge og voksne har arbejdet på det længe, og nu er Ungdommens Idrætsmødested i Dalmose endelig klar til indvielse. Det fejres med pølsevogn, popcorn, leg og bevægelse den 10. august.
Det er kulminationen på næsten tre års arbejde, når Ungdommens Idrætsmødested i Dalmose indvies torsdag den 10. august.
Området mellem Dalmose Skole og Dalmosehallen, som før var en græsplæne, byder nu på en parkourbane, trampoliner, skaterramper, volleybaner og meget mere.
Projektet tog sin spæde begyndelse i efteråret 2020 og havde til formål at engagere byens unge i at udvikle, designe, etablere og drive Ungdommens Idrætsmødested ud fra et ønske om at få flere børn og unge ind i idrætsfællesskaber.
Det er netop her, at projektet i Dalmose adskiller sig fra andre idrætsprojekter. Ofte er idrætsanlæg nemlig anlagt af voksne til voksne, mens Ungdommens Idrætsmødested i Dalmose er udtænkt af børn og unge til børn og unge.
Idrætsmødested designet af børn og unge
Projektet tog for alvor fart, da Fritidsafdelingen i Slagelse Kommune i september 2021, i samarbejde med Transparent Design og KFUM Idræt, arrangerede en workshop for eleverne i 4.-9. klasse på Dalmose Skole. Her arbejdede de unge med designudvikling og kom med deres egne bud på, hvad et idrætsmødested skulle kunne. Idrætsforeningen IF62 sørgede for, at der også blev dyrket idræt under workshopperne.
Ideerne blev samlet til et projektforslag, som siden blev støttet af Nordea-fonden med knap 1,7 millioner kroner. Efterfølgende tog Dalmose Gruppen over i samarbejde med de unge og indgik aftale med legepladsfirmaet MaxPlay, som har etableret idrætsmødestedet.
Anahita Lalfam var blandt deltagerne på workshoppen, og hun har deltaget aktivt i projektet siden starten i 2020. Hun glæder sig til at kunne tage de nye faciliteter i brug.
– Det har virkelig været en spændende og lærerig proces at tage del i, og jeg synes, det er fedt, at der er blevet lyttet så meget til, hvilke ønsker vi unge har for området. Nu glæder jeg mig til at se resultatet af det, som vi har brugt så mange kræfter på, og som vi har ventet spændt på at indvie, siger Anahita Lalfam.
Støttet af Nordea-fonden
Mia Ibsen er en anden af de mange frivillige ildsjæle bag projektet og medlem af DalmoseGruppen, en forening af frivillige fra byen, som er bygherre på projektet.
– Det har været fantastisk at opleve de unges engagement hele vejen igennem. Samarbejdet med Slagelse Kommune og de øvrige parter i projektet har også fungeret rigtig godt, så nu glæder jeg mig bare til at indvie stedet, så vi giver byens børn og unge nogle nye muligheder for idræt og bevægelse i hverdagen, udtaler Mia Ibsen.
Troels Brandt (B) er formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget i Slagelse Kommune. Han glæder sig over de mange fritidsaktiviteter i kommunen og håber, at mange, især børn og unge, vil de benytte sig af de nye idrætsfaciliteter i Dalmose.
– Det er eksemplarisk demokratiarbejde, og jeg vil gerne rose de mange voksne pædagogiske kræfter, som er bag idrættens mødested, for inddragelsen af de unge. Den faglighed de brænder med har nu sat ild i lokale børn og unge, som fremover husker, at det nytter at involvere sig i sit lokalområde. Må de unge vokse op og en dag, som voksne, række ud og støtte lignende aktiviteter i deres lokalsamfund. Stort tillykke til alle i og omkring Dalmose, udtaler Troels Brandt (B)
Indvielsen af Ungdommens Idrætsmødested foregår på plænen mellem Dalmose Skole og Dalmosehallen den 10. august kl. 10-12. Projektet er støttet med 350.000 kroner fra Slagelse Kommune og med 1.648.000 kroner fra Nordea-fonden. Projektet er udarbejdet for DalmoseGruppen af tegnestuen Transparent Design i samarbejde med Dansk Idrætsforbund (DIF), KFUM’s Idrætsforbund og Slagelse Kommune. Desuden har Dalmose Skole lagt lokaler til i forbindelse med afholdelse af workshops.