På torsdag i næste uge starter et omfattende vejarbejde i Nordbyen, når dele af både Rosenkildevej og Valmuevej skal udvides. Vejarbejdet har et samlet budget på 26,7 mio. kr. og formålet er dels, at udvide de berørte strækninger, så vejene har den fornødne kapacitet til at klare trafikken til og fra boliger og institutioner i området samt understøtte udviklingen af det nye boligområde Tidselbjerget. Derudover får vejene også en trafiksikkerhedsmæssig opgradering.
– Det er et stort arbejde, vi går i gang med, og når vi er færdige, vil det give bedre forhold for biler, cyklister og gående. Mens arbejdet står på kan det ikke undgå at komme til at genere trafikken. Men vi vil gøre vores for, at det kommer til at genere så lidt som muligt, siger entreprenørchef Peter Johansen
På Rosenkildevej er det strækningen mellem Rosenkildeparken og Hirsevej og mellem Valmuevej fra Hvedevej, som skal udvides, og på Valmuevej er det strækningen mellem Hvedevej til den nye bebyggelse i Valmuemarken, som får en opgradering. Vejarbejdet er opdelt i fem faser, som påvirker trafikken forskelligt. Fase 1 starter 1. juli, og forventes at være færdig ved udgangen af august i år. Det betyder, at Rosenkildevej fra Rosenkildeparken og frem til krydset Rosenkildevej – Valmuevej vil være spærret for gennemkørsel 1. juli og frem til 1. september. I den periode er der omkørsel via Ndr. Ringade, Holbækvej og Valmuevej.
– Vi har inddelt arbejdet i fem faser, så arbejdet er koncentreret om nogle mindre strækninger i kortere perioder, så vi ikke forstyrre mere end nødvendigt. Når det er sagt, så skal trafikanter forbedrede sig på at området omkring Rosenkildevej og Valmuevej vil være generet af vejarbejdet, indtil vi er færdige næste år. Men vi vil selvfølgelig gøre vores til, at det bliver så lidt som muligt, siger entreprenørchef Peter Johansen.
Fase 1 af det store vejarbejde, som starter i næste uge, indbefatter også en udvidelse af regnvandsbassinet på Århusvej.
Størstedelen af arbejdet ventes afsluttet i december 2022 – med undtagelse af det afsluttende asfaltarbejde på Valmuevej, som forventes afsluttet i 2023.
Fakta om vejudvidelser på Rosenkildevej og Valmuevej
Arbejdet forgår i fem faser:
Fase 1 (Rød): 1. juli 2021 til den 31. august 2021. Vejarbejde på Rosenkildevej fra Rosenkildeparken og frem til krydset Rosenkildevej- Valmuevej (Begge vejbaner)
Fase 2 (Grøn): 1. september 2021 til den 30. november 2021. Vejarbejde på Rosenkildevej fra krydset Rosenkildevej-Valmuevej til Hirsevej, hovedsagelig vejside ind mod Blomstergården.
Fase 3 (Orange): 1. december 2021 til den 31. marts 2022. Vejarbejde på Rosenkildevej fra Hirsevej til krydset Rosenkildevej – Valmuevej i vejside ind mod boliger til borgere med autisme samt Valmuevej fra krydset Rosenkildevej – Valmuevej til Skovbørnehuset (begge vejbaner).
Fase 4 (Turkis): 1. april 2022 til den 31. august 2022. Vejarbejde på Valmuevej fra Valmuemarken til Hvedevej i vejside ind mod Rosenkildeparken og sportsanlæg.
Fase 5 (Pink): 1. september 2022 til den 30. november 2022. Vejarbejde på Valmuevej fra Hvedevej til Valmuemarken i vejbane i retning mod Valmuemarken.
Faseplanen og datoerne er med forbehold at vejr- og ubekendte forhold kan medføre forsinkelser