Vemmelev Boldklub inviterer børn og unge til fodboldfest i sommerferien Vemmelev Boldklub byder igen i år børn og unge velkommen til en sjov og aktiv uge med DGI Fodboldskole, hvor nye fodboldfærdigheder, glæde, venskaber og fællesskab er i fokus. Mandag d. 26. juni står forventningsfulde børn og unge klar til at indtage fodboldbanen.

Vemmelev Boldklub byder igen i år børn og unge velkommen til en sjov og aktiv uge med DGI Fodboldskole, hvor nye fodboldfærdigheder, glæde, venskaber og fællesskab er i fokus. Mandag d. 26. juni står forventningsfulde børn og unge klar til at indtage fodboldbanen.

Fodboldglade børn har altid været vilde med fodboldskoler, og i år er ingen undtagelse. Det er fodboldklubben Vemmelev Boldklub, der i sommerferien tager imod børn og unge til nogle spændende dage med fodbolden i centrum.

På DGI Fodboldskole bliver den almindelige træning krydret med nye og anderledes øvelser, sjove lege og masser af fællesskab. Målet er at få et legende element ind i træningen og mange boldberøringer, så deltagerne både har det sjovt og bliver dygtigere til fodbold. Og når man træner fodbold over en hel dag, er der nogle andre muligheder for at fordybe sig, end der er til den almindelige klubtræning.

”Med fodboldskolerne skaber vi nogle gode sommerferieoplevelser med masser af fodbold, socialt samvær og nye kammerater. På banen mødes børnene på kryds og tværs af alder, køn og fodboldevner, men de finder alligevel et stærkt sammenhold, som for mange også holder udenfor fodboldbanen. Det er meget givende at være med til,” fortæller fodboldkonsulent i DGI Midt- og Vestsjælland, Christian Pedersen.

DGI Fodboldskole er for drenge og piger i alderen 6-15 år – både rutinerede og nybegyndere inden for fodboldens verden. De kommer til at spille kampe, lege, dyste og lære seje finter sammen med en masse nye venner.

Giver glæden videre

Fodboldskolen er sommerens højdepunkt for tusindvis af børn landet over. Men faktisk er ugen også lige så vigtig for de mange trænere, hjælpetrænere og fodboldskoleledere, som lægger frivillige kræfter i at give børnene nogle gode oplevelser og sørge for, at alle kan være med, uanset alder og niveau. Inden skolestart er alle trænerne på kursus, så de er klædt på til at tage godt i mod, inspirere og skabe et motiverende børnefodboldmiljø.

Foruden dygtiggørelse af trænere via kurser, bistår DGI Midt- og Vestsjælland også landsdelens værtsklubber med alt fra planlægning, tilmelding og betaling til tøj og markedsføringsmaterialer. Trænerne modtager færdige ugeprogrammer med træningsøvelser og sjove indslag til under og efter træning. Materiale, som kan overføres direkte på fodboldbanen eller fungere som inspiration til motiverende børnefodbold. 

Sparekassen Sjælland-Fyn er partner på sommerens fodboldskoler

DGI Midt- og Vestsjælland har indgået et partnerskab med Sparekassen Sjælland-Fyn om sommerens fodboldskoler. Med partnerskabet får alle fodboldskoler rekvisitter til brug i løbet af fodboldskolen, og som efterfølgende er klubbens ejendom. Derudover giver partnerskabet mulighed for øget træneruddannelse op til fodboldskolerne. Deltagerne får således opdateret trænere, som er uddannet i børnefodbolden, så der sikres både tryghed, glæde og læring i løbet af fodboldskolen.

Foto: Vemmelev Boldklub