Eva Louise Buus har skabt en forførende totalinstallation med en række nye værker i keramik, vandskulpturer, metal og maleri, der alle tager udgangspunkt i Kongegaardens rokokoinspirerede interiør.
Med naturen som inspirationskilde griber udstillingen fat i Kongegaardens sanselige og erindringsmæssige potentiale. Målet er at præsentere publikum for en billedkunst, der udfordrer stereotype grænser mellem ’fine art’ og kunsthåndværk.
Eva Louise Buus (f. 1979) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2009 og har siden udstillet i både ind- og udland. Med udgangspunkt i naturen er hun interesseret i historien, gentagelsen og tidsligheden og er især inspireret af skønvirke, art nouveau, florale mønstre, vandkunst og kunstnerisk design.
“Jeg blev inspireret af Kongegaardens historiske rammer, der emmer af levet liv, til at skabe en udstilling, der handler om transcendens gennem tid, og som tilmed kan skabe en kunstoplevelse, der samtidigt peger både bagud og fremad, når man møder værkerne”, siger Eva Louise Buus.
Udstillingen er opkaldt efter Verdande, der i nordisk mytologi er samtidens skæbnegudinde. Ved også at inddrage hendes to søstre Urd (fortid, død og forfald) og Skuld (fremtid) bliver tiderne flettet sammen i Kongegaarden og med symboler lånt fra forskellige mytologier, og med elementer fra haven, bliver man ført gennem en sanselig totalinstallation – en slags drømmelignende parallelverden.
I det første rum – fortidens – er noget af gulvet dækket af mos. Her står Urd, der er skildret som halvt træ og halvt kvinde. Overgroet med efeu triller tårerne over tidligere sorger ned af hende og fylder hendes brønd med vand. På væggene hænger barokinspirerede malerier med visne blomster og et spejl indhyllet i fortidens glemsel.
I nutidens rum – Verdandes – er væggene dækket af duftende blomster i konstant forandring. Med tomme øjne står gudinden oxideret på kobber og er overgroet med både friske og visne blomster. Keramiske vægskulpturer vokser på den modsatte væg og for enden hænger en tom blomsterovergroet amagerhylde klar til aftryk. Måske larver vil klækkes og vokse til sommerfugle, der flakker rundt, indtil de finder deres frihed i Kongegaardens have.
Læs mere om udstillingen her. Du kan se den frem til den 22. september 2024.