Tivoli-Garden, der i år fejrer sit 180-års jubilæum, skifter blomsterduft og skrig fra forlystelser ud med Slagelses gader mandag den 5. august klokken 13.00. De knap 100 gardere i alderen 8 til 16 år vil sammen med Slagelse Garden marchere gennem byens gader og fylde luften med musikalske toner. Besøget er en del af deres jubilæumsfejring, som også inkluderer parader i Odense og Nyborg.

Paraden vil bevæge sig gennem byen, hvor tilskuere kan opleve garderne spille musik og den karakteristiske uniform bestående af røde jakker, hvide bukser og bjørneskindshuer. Sammen med Slagelse Garden vil gardere optræde med blandt andet trommer, fløjter og andre blæseinstrumenter, og fylde luften med festlige toner.

Efter deres optræden i Slagelse, fortsætter Tivoli-Garden mod Odense, hvor de skal overnatte. Tirsdag klokken 12.30 marcherer de gennem Odenses gader, inden de afslutter deres miniturné i Nyborg. Her vil de sammen med Danehofgarden give endnu en optræden klokken 14.15, som en del af den større jubilæumsfejring.

Quincy Alexander Von Lippert, leder af Tivoli-Garden siger:
”En fødselsdag er altid speciel, men når man fylder 180 år, så er det ekstra specielt. Vi synes at andre dele af Danmark også skal kunne opleve verdens ældste ungdomsgarde, så derfor besøger vi tre forskellige byer for at sprede fødselsdagsglæden. Vi har allieret os med to bygarder, nemlig Slagelse Garden og Danehofgarden, som vi også havde fornøjelsen af at opleve i Tivoli til vores Garderdag. Sammen med dem går vi parader i deres respektive byer, og det glæder vi os meget til.”

Jubilæumskoncert
Denne miniturné er kun en forsmag på den fødselsdagskoncert, som Tivoli-Garden afholder søndag den 1. september klokken 15.00 i Koncertsalen i Tivoli. Koncerten bliver højdepunktet af jubilæumsfejringen, hvor garderne vil demonstrere deres musikalske dygtighed og fejre deres 180-års jubilæum med en særlig optræden.

180 år med Tivoli-Garden
• Tivoli-Garden, grundlagt i 1844, kan i år fejre sit 180-års jubilæum. Det bliver markeret med en fødselsdagskoncert den 1. september i Tivolis Koncertsal.

• En milepæl i Tivoli-Gardens historie blev nået i 2015, da de første piger blev optaget som medlemmer af garden. Efter 171 år blev dørene endelig åbnet for kvindelige gardere, hvilket markerede en milepæl for ligestillingen i Tivoli-Garden.

• Gennem årene har Tivoli-Garden haft æren af at dele scenen med nogle af verdens bedste kunstnere. Fra Louis Armstrongs jazzrytmer til Victor Borges kompositioner har Tivoli-Garden været en del af særlige musikalske øjeblikke. Også stjerner som AQUA og Michael Jackson har spillet side om side med garden og skabt minder for publikum og, ikke mindst, de tidligere gardere.

Pressefoto