Den 1. november indviede forsvarsminister Troels Lund Poulsen et nyt veteranhjem i Slagelse på en midlertidig lokation under navnet Veteranhjem Sjælland. I dag åbner Veteranhjem Sjælland officielt dørene for regionens veteraner og deres familier.
Veteranhjem Sjælland bliver det sjette veteranhjem, der drives af Fonden Danske Veteranhjem. Veteranhjemmet er åbnet på en midlertidig placering i det gamle posthus på Sdr. Stationsvej i Slagelse, så regionens veteraner allerede nu kan finde fællesskab, eventuelt få støtte og hjælp og pleje det kammeratskab, de har opbygget under deres tid i Forsvaret.
”Selvom vi starter Veteranhjem Sjælland op fra bunden, gør vi det på et solidt fundament af erfaringer fra vores fem andre veteranhjem rundt om i Danmark. Vi ved, at det er vigtigt at komme hurtigt og godt fra start. Derfor åbner Veteranhjem Sjælland i dag dørene for regionens veteraner på en midlertidig placering. På den måde får veteranerne og deres familier hurtigt et tilhørssted og kan sammen med de frivillige tage del i – og få ejerskab over – udviklingen af det varige hjem,” siger Fondsdirektør i Fonden Danske Veteranhjem Dorte Skov-Jespersen.
Onsdag den 5. november afholdes åbent hus for veteraner og deres familier på veteranhjemmet fra klokken 16 – 20, der markerer den officielle åbning. Hos Fonden Danske Veteranhjem håber de på at se så mange som muligt, der vil tage del i veteranhjemmet:
”Arbejdet med at lave et hus til et hjem er først lige begyndt. Til det har vi brug for de mennesker, der skal fylde rummene med varme, liv og fællesskab – veteranerne selv og engagerede frivillige” siger Martin Freitag, der er ny leder på Veteranhjem Sjælland.
I 2023 hjalp over 200 frivillige til på de øvrige fem veteranhjem og sørgede for, at mere end 2.700 arrangementer for veteraner og deres familier løb af stablen. Aktiviteterne omfatter cykelhold, løbeklubber med fx træning til ”Royal Run”, familiearrangementer, jule- og nytårsaften – og i lidt større målestok camps for veteraner, camps for veteraners børn, Flagdagsarrangementer og meget, meget mere. Alt sammen gratis for veteraner og deres familier.
Veteranhjem Sjælland holder åbent alle hverdage fra kl. 10-16, undtagen onsdag hvor der er åbent fra kl. 10-20.