Den orange farve symboliserer en lysere fremtid for verdens voldsramte kvinder og er den internationale farve for FN-kampagnen ”Stop vold mod kvinder”.
Lørdag den 30. november 2024 går danske Soroptimister fra klubber over hele landet på gaden. Det sker også i Slagelse, hvor man kan møde Soroptimisterne på Nytorv mellem kl. 11 og kl. 12.30. Her er Soroptimisterne parate til at tale de voldsramte kvinders sag, om betydningen af FN’s markering, og om behovet for fjerne al vold mod kvinder.
Præsidenten for Slagelse Soroptimistklub, Berit Madsen, fortæller, at formålet med denne aktion er at støtte op om FN-kampagnen Stop vold mod kvinder.
– De voldsramte kvinder skal vide, at vi står sammen for at hjælpe dem med at komme ud af de svære vilkår. Hele samfundet skal gøres bekendt med problemet. Det er vigtigt, at kvinderne kan få hjælp og kan føle sig sikre på, at hjælpen er der når behovet opstår.
Den 25. november er FN´s Internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder. I flere år har Soroptimisterne – både i Slagelse og overalt i Danmark – taget del i den 16-dages verdensomspændende kampagne, som sætter fokus på emnet frem til den 10. december, der er FN´s Menneskerettighedsdag.
Mange bygninger, monumenter, broer, stadioner og statuer er verden over blevet oplyst i orange farver. Det vil også ske i 2024.
– Vi havde håbet, at det i år kunne lykkedes at lave en aftale med A/S Storebæltsbroen om at sætte orange lys på broen, så Soroptimister Danmark sammen med verden over på denne måde kunne gøre opmærksom på, at mænd og kvinder i alle forhold må stå sammen om at konfrontere og bekæmpe vold. Vi må og skal respektere hinanden, og vi skal sikre, at piger og kvinder kan opnå fuld retssikkerhed og kan føle sig trygge i familien og i samfundet. Men desværre lykkedes det heller ikke i år.
Berit Madsen understreger, at der også i Danmark er noget, der skal ændres. Det viser tallene med al tydelighed:
-Hvert år bliver ca. 118.000 kvinder udsat for partnervold.
-Hvert år bliver ca. 12 kvinder dræbt af sin partner eller ekspartner
-Hvert år tager 2000 kvinder på krisecenter. 55% af disse har været udsat for vold i over tre år.
-Hver tiende unge kvinde under 24 år har været udsat for vold fra en nuværende eller tidligere kæreste.
-En ud af fem danske kvinder oplever chikane på nettet.