Pokalturneringen (herrer) 12/12 2021 kl. 15.00 i Helle Hallen
Nordenskov UIF – VK Vestsjælland 1-3 (25-23, 27-29, 22-25, 17-25)
Efter tre sløje kampe i træk i Volleyligaen, hvor det er blevet til lige så mange nederlag, skulle VKV forsøge at opnå sæsonens første delmål, som er en plads i Final4 i Pokalturneringen. I sidste sæson vandt holdet en bronzemedalje i selvsamme turnering, som er det bedste resultat holdet nogensinde har opnået. Denne sæsons målsætning om en gentagelse kunne blive realiseret med en sejr på udebane over Nordenskov, som for under tre uger siden besejrede VKV 3-2 på vestsjællændernes hjemmebane.
I første sæt skiftedes de to hold til at have momentum, men Nordenskov fik et afgørende forspring i slutningen af sættet, hvilket akkurat var nok til at give dem sejren. I andet sæt startede VK Vestsjælland godt ud og fik en føring på 19-12. Men som tendensen har været i de foregående kampe, så har holdet manglet den afgørende koldblodighed til at kunne lukke sættet. Det var ved at koste dyrt, da Nordenskov vandt de næste seks point og kom på 18-19 og senere fik hele to sætbolde. Heldet tilsmilede dog endelig VKV, som kunne udligne den samlede stilling med en sætsejr på 29-27.
I tredje sæt var mønstret det samme: VKV kom foran med en komfortabel score, hvorefter Nordenskov blot indhentede forspringet igen. De to hold fulgtes ad som en yoyo, inden udeholdet til sidst kunne slå den sidste bold i jorden til resultatet 25-21. I det fjerde sæt havde VKV endelig styr på tingene gennem hele sættet, og man var hele tiden foran med flere point, indtil sættet og dermed kampen endte 3-1 til VK Vestsjælland.
Dermed venter Final4-turneringen i den første weekend i februar i Århus. De tre modstanderhold er stadig ikke fundet endnu, da deres kampe først spilles efter denne kamp.
Cheftræner Rolf Meegdes udtalte efter kampen: “Vi er glade for at lukke halvsæsonen af med en vigtig sejr i pokalturneringen, som sender os til Final4. Det betyder dog ikke, vi er tilfredse med halvsæsonen. Vi spiller en god kamp mod Nordenskov, hvor vi virkelig følger den plan, som vi havde lagt hjemmefra. Vi starter nervøst ud og er også lige ved at smide kampen, men i 3. og 4. sæt er vi i kontrol og tager sikkert sejren.”
Holdets næste kamp er onsdag den 8/1-2022 klokken 14.00 i Klostermarkshallen, hvor man møder Marienlyst-Fortuna i Volleyligaen.