Der er liv og trængsel på mange af de populære naturstier i Danmark. Og det i en grad, så ubehagelige situationer og vejvrede – eller rettere sti-vrede – har bredt sig fra at være et byfænomen til også at dukke op ude på vandrestierne og de mest populære gåruter som eksempelvis Sorø Sø, Munkholm skoven i Holbæk og Slagelse Lystskov.
En ny undersøgelse foretaget af YouGov for GF Fonden viser, at næsten 43 % af vestsjællænderne har oplevet enten forvirrende eller potentielt farlige situationer på skovstierne, fordi folk går, løber og cykler vilkårligt i både højre og venstre side.
Mere end hver fjerde vestsjællænder har dertil oplevet situationer med egentlig vejvrede/sti-vrede. 27 % fortæller, at de selv jævnligt bliver vrede eller irriterede over situationer, hvor gående, motionister og cyklister skal vige for hinanden. 29 % oplever jævnligt situationer, hvor andre bliver vrede.
Vi går mere end før corona
Undersøgelsen viser samtidig, at næsten 80 % af vestsjællænderne går mindst én tur om ugen, og tæt ved halvdelen fortæller, at de går markant mere eller lidt mere end før coronapandemien og nedlukningerne ramte Danmark.
Hos GF Vestsjælland, der er den lokale afdeling af GF Forsikring, fornemmer Charlotte Wiik også, at gåturene er steget i popularitet:
– Personligt går jeg meget tur i området ved Sorø Sø. Søen har altid været et populært udflugtsmål, og coronaen har givet en voldsom trafik. Men folk er flinke og er gode til at vise hensyn og holde afstand, også selvom de går flere i en større flok. Og det er netop ved at vise hensyn og overskud til hinanden, at vi alle sammen får den bedste gåtur på trods af trængsel.
Zigzag-kurs fremkalder sure miner
Vandrer og forfatter Gitte Holtze genkender billedet. Hun driver bloggen, trekandtell.dk, holder foredrag og har skrevet flere bøger om vandring: ”Jeg lever”, ”Gå langt” og ”Turen går til Camino de Santiago og Nordspanien.”
– Jeg kan helt sikkert mærke, at det er populært at komme ud i skoven eller på naturstierne for corona-frustrerede danskere, der har brug for lidt luft. Jeg oplever desværre også, at lunten af og til er meget kort. Folk går og cykler i både højre og venstre side og midt på stierne, og den her zigzag-kurs for at give plads til andre fremkalder jævnligt sure miner. Oftest ser jeg det, når cyklister og gående mødes på steder, hvor gående måske ikke forventer, at der også kan være cyklister, siger Gitte Holtze.
Giver ikke hinanden plads
Derfor er hun ikke som sådan overrasket over undersøgelsens resultater. Men hun peger på, at det giver stof til eftertanke, når man pludselig står i en situation, hvor en irritation bliver til en optrappet situation. Ifølge undersøgelsen har fx 35 % af vestsjællænderne oplevet, at en anden trafikant bevidst ikke vil vige.
-Jeg har selv oplevet situationer, hvor jeg bliver irriteret over, at folk ikke viser hensyn til hinanden. Så det overrasker mig ikke, at folk af og til ryster på hovedet ad hinanden. Men jeg synes, det er tankevækkende, at så mange oplever, at folk ikke viger for hinanden og giver plads. Det er jo ikke bare irritation, men en form for aggressiv optrapning, der skaber en potentielt farlig situation, siger hun.
Anbefaling: Gå i venstre side
Opskriften på de dumme situationer tager næring fra det faktum, at trafikanterne på stierne går, løber og cykler i både den ene og den anden side.
I undersøgelsen siger otte ud af 10 danskere, at de sjældent eller aldrig er i tvivl om, hvilken side de skal gå i.
På en cykelsti vil halvdelen af danskerne imidlertid gå i højre side, mens 39 procent siger venstre. På en natursti siger 67 procent af danskerne, at de går i højre side, 14 procent siger venstre side, mens 19 procent ikke vælger en specifik side.
Ifølge Rådet for Sikker Trafik er der ikke en regel for, i hvilken side man skal gå på en natursti. Men anbefalingen er altid venstre side, men mindre der er specifikke lokale regler. Det sikrer nemlig, at man som gående har front mod en evt. cyklist.
Undersøgelsens resultater:
Sådan svarer danskerne om deres oplevelser på skov- og naturstier
• 86 procent af de adspurgte siger, at de går en tur mindst én tur om ugen. Dagligt eller nærmest dagligt (39%), 3-5 gange om ugen (25%), 1-2 gange om ugen (22%)
• 47 procent siger, at de går lidt mere (25%) eller markant mere (22%) end før Corona-pandemien
• 57 procent siger, at de oplever flere mennesker på stierne. Lidt flere (26%) og markant flere (31%)
• Når de adspurgte skal fortælle i hvilken side, de går på en natursti siger 67 procent højre, 14 procent siger venstre, 19 procent siger ikke i en specifik side
• Når de adspurgte bliver spurgt, om de generelt er i tvivl om, hvad side, man bør gå i svare 79 procent, at de enten aldrig (49%) eller sjældent (30%) er i tvivl
• 64 procent oplever, at fodgængere ikke går i venstre side som anbefalet på en sti, hvor der også er cyklister. Meget ofte (15%), ofte (23%), af og til (26%)
• 45 procent af de adspurgte har oplevet forvirrende eller potentielt farlige situationer på skovstierne. Meget ofte (5%), ofte (10%) og af og til (30%)
• 37 procent af de adspurgte siger, at de selv er blevet vrede eller irriterede over en situation i mødet mellem gående og/eller cyklister. Meget ofte (4%), ofte (10%) og af og til (23%)
• 35 procent siger, at de har oplevet andre blive vrede eller irriterede over en situation i mødet mellem gående og/eller cyklister. Meget ofte (2%), ofte (8%) og af og til (25%)
• Vreden kommer ifølge de adspurgte til udtryk som hovedrysten (47%), at folk bevidst ikke giver plads til hinanden (29%), at folk siger ukvemsord (21%) eller råber aggressivt til hinanden (11%), at folk truer hinanden (4%) eller agerer fysisk fx slår ud eller spytter (1%).
Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov for GF Fonden. Der er i alt gennemført 1002 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år, i perioden 26. – 29. marts 2021.
FAKTA: Hvilken side skal du gå i?
• Når du går på en vej uden fortov, eller hvor der er cyklister (fx en landevej), skal du gå i venstre side.
• Hvis du går på en sti i naturen, er der ikke en regel om, hvilken side du skal gå i. Men Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at du altid går i venstre side.
Kilde: Rådet for Sikker Trafik