I fremtiden kan grupper af frivillige, som vil hjælpe med at samle affald ind i deres lokalområde, låne en udstyrsbeholder, som to elever fra ZBC har designet. Det oplyser Slagelse Kommune i en pressemeddelse.
Slagelse Kommune sætter i 2020 hårdt ind mod henkastet affald i byerne og naturen. Mange borgere vil gerne hjælpe, og nu bliver det meget nemmere for Slagelse Kommune at hjælpe borgere med udstyr, efter konkurrencen om designet af en udstyrsbeholder er blevet afgjort. Vinderne blev Victor Andersen og Rasmus Thai Andersen fra ZBC Slagelse HTX for deres forslag ”Multisamleren”.
Slagelse Kommune udskrev i januar en konkurrence blandt ungdomsuddannelserne, hvor nogle af kommunens skarpeste innovationshjerner blev opfordret til at komme med forslag til designet af en beholder til affaldsindsamlingsudstyr. – Jeg er rigtig glad for, at vi kan invitere vores uddannelser ind og være med til at udvikle kommunen. Det er til gavn for de studerende, som kan lære noget, og kommunen får input og ideer, som vi ellers ikke ville have fået, siger formand for Erhvervs- og Teknikudvalget Villum Christensen (I), som også var med i dommerudvalget.
Meningen er, at lokalråd eller en gruppe frivillige, som gerne vil bidrage til affaldsindsamlingen, vil kunne låne en udstyrsbeholder. Beholderen vil så være placeret i lokalområdet i en periode, så de har alt udstyret til rådighed og løbende kan bidrage til renholdelsen af deres lokalområde. Kravet for at vinde konkurrencen var bl.a., at beholderen skulle kunne indeholde papiropsamlere, handsker, refleksveste og affaldsposer. – Vi oplever, at mange borgere gerne vil være med til at holde deres lokalområde rent og pænt. Med den nye udstyrsbeholder bliver det nemmere for os at hjælpe med udstyr og lettere for borgerne at samle affald, siger formand for Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget Jørgen Grüner (F), som også har været med i dommerudvalget.
De øvrige dommere var direktør i Hold Danmark Rent Benny Rasmussen, teamleder i Entreprenørservice John Otto og entreprenørchef Peter Johansen.
Designforslaget blev til, efter Victor Andersen og Rasmus Thai Andersen havde udarbejdet adskillige skitser, som de finjusterede og tilpassede i et 3D-program. At det blev de to ZBC-elever, som vandt, bliver blandt andet begrundet med, at det er et gennemtænkt og kreativt forslag, at der er let adgang til udstyret i beholderen, at beholderen opfylder stort set alle de stillede krav, og at den har en fleksibilitet, som betyder, at den nemt ville kunne tilpasses, hvis der skulle opstå nye behov. – Jeg er virkelig imponeret over, hvordan eleverne har formået at gribe ideen til denne her type beholder og så omforme, designe og illustrere den som et færdigt produkt. Vi har modtaget nogle vidt forskellige forslag, som alle har noget vildt fedt over sig. Det her er en type inddragelse og samskabelse, vi ikke har så megen erfaring med, men med de mange spændende forslag, der er tikket ind, er det bestemt ikke sidste gang, vi beder om hjælp og inspiration til udvikling og design, siger Peter Johansen.
Foruden hæder og ære vinder Victor Andersen og Rasmus Thai Andersen også en præmie på 5.000 kr. Præmien gives som et gavekort eller lignende til en oplevelse til klassen eller alternativt som bidrag til eventuelle studieture.
Udstyrsbeholderen bliver nu sat i produktion, og forventningen er, at den vil kunne tages i brug i løbet af de næste par måneder.