Elever fra Handelsgymnasiet (HHX) og Teknisk Gymnasium (HTX) på ZBC Slagelse deltog fredag i den årlige gallafest.
Eleverne ankom i festtøj og pyntede biler – alt fra lyserøde limousiner til militærjeeps og endda én på hesteryg.
Bagefter gik 3.g’erne langs den røde løber ind på skolen, hvor de senere, traditionen tro, skulle danse Les Lanciers.
Aftenens program bød desuden på fotografering, fællessang, middag, kåringer og diskotek.
Spændte unge mennesker
Stemningen var høj, da eleverne ankom og gik hen ad den røde løber foran indgangen. Flere havde glædet sig længe. Eleverne havde gjort meget ud af tøjvalget, skoene var pudset og håret var sat, for aftenen skulle være en fest.
– Vi har glædet os til den her aften, men jeg har det også lidt ambivalent med det, for det er jo sidste gang at vi mødes på den her måde, inden vi skal til eksaminer og vi er færdige. Jeg tror bare, at vi skal nyde det og få det bedste ud af det siger Lærke Lindmose, som går i 3.a på Handelsgymnasiet.
Rasmus Linde fra 3.a er enig.
– Jeg tænker, at det nok skal blive spændende og sjovt. Alle er klædt fint på og ser godt ud, vi skal ud og hygge os og danse lidt, så længe vi kan.
Samtidig med glæden, er der også et spændingselement for aftenen: Les Lanciers.
– Vi skal jo stå helt forrest til indmarchen, så det er jo i sig selv ret spændende. Jeg får måske lidt nerver på, for alle ser os jo gå ind, griner hun
Nye traditioner
Gallafesten er en årlige tradition, som er bliver holdt hvert år på ZBC. Gallafesten blev i år afviklet i Handelsgymnasiets og Teknisk Gymnasiums lokaler på Willemoesvej i Slagelse, og der var stærkt fremmøde af både elever, familier som så på og medarbejdere.
– Gallafesten er en af de vigtige traditioner, som vi holder fast i på ZBC. Det er en aften, hvor afgangselever mødes på tværs af hinanden og fejrer deres tid sammen på gymnasiet, udtaler Niels-Erik Hybholt, rektor på HHX og HTX, ZBC Slagelse
