Mandag, tirsdag og onsdag slog ZBC i Slagelse dørene op for 8.-klasseselever fra hele Slagelse Kommune i forbindelse med arrangementet Skills-stafet.

Knap 800 8.-klasseselever fra grundskoler i og omkring Slagelse har de sidste tre dage fået lov til at se, høre, røre og lugte til nogle af de mange håndværksfag, man kan studere hos ZBC i Slagelse.

Eleverne fik undervejs i stafetten lov til at skifte bildæk med mekanikerne, skære kartofler i julienne eller brunoise sammen med kokkene, dosere medicin med social- og sundhedsassistenterne, lægge fliser med murerne og sætte ledninger på plads med elektrikerne.

Der gik sport i det undervejs, for alle hold ville gerne vinde, men der var også en dybere årsag til sammensætningen af discipliner og hold, fortæller en af arrangørerne bag:

– Meget af det, vi taler ind i, er temaet om kloge hoveder og kloge hænder. Det er det, vores Skills-stafet er med til at fortælle, for man kan ikke være den bedste til alle de fem discipliner, fortæller uddannelsesleder på ZBC Slagelse, Benjamin Rasmussen.

Det bredere tema for dagen var dels at socialisere med de andre klasser fra byen og have det sjovt, men idéen var også at sprede kendskab til fagene på ZBC og de muligheder, de åbner op for:

– Jeg håber, at eleverne får kendskab til, hvad det rent faktisk vil sige at gå på vores uddannelse, og hvor mange forskellige ting en anlægsgartner fx går og laver. Så håber jeg selvfølgelig også, at de har haft det sjovt, fortæller Jesper Mogensen, som er faglærer på anlægsgartneruddannelsen på ZBC Jernbjerggaard i Slagelse.

For andre undervisere afspejler en dag med mange skift den hverdag, ZBC-elever kommer til at opleve, og det er rigtig positivt:

– Jeg tror, at 8.-klasserne har haft en meget anderledes skoledag, og det er også meget af det, som vi prøver at sætte fokus på i vores undervisning, nemlig at der ikke er to dage, der er ens derude, fortæller Anne Kærsgaard, der er underviser på EUD/EUX Business i Slagelse.

På trods af det store antal af elever og lærere, som har været forbi skolen hen over tre dage, så er alt forløbet, som det skal, lyder det fra Benjamin Rasmussen:

– Dagene er gået over alt forventning, og engagementet fra både 8.-klasseseleverne og vores egne elever fra grundforløb 1 har været virkelig højt. Vi kender efterhånden underviserne fra folkeskolerne rigtig godt, og det gør vores samarbejde rigtig positivt. Det er vores egne, dygtige elever, som har været guides de her tre dage, og de gør sig rigtig umage, så det er bare en skøn kombination, siger han.

Følgende skoler har deltaget i løbet af de tre dage, arrangementet har stået på:

  • Antvorskov Skole
  • Baggesenskolen
  • Broskolen
  • Dalmose Skole
  • Dyhrs Skole
  • Forlev Friskole
  • Helms Skole
  • Landsgrav Friskole
  • Lille Egede Skole
  • Marievangsskolen
  • Nordskolen
  • Nymarkskolen
  • Stillinge Skole
  • Søndermarkskolen
  • Trelleborg Friskole
  • Vemmelev Skole
  • Vestermose Friskole
Pressefoto