Politirapporten fra 2024-10-28
Natten til lørdag var politiet i centrum af Slagelse, og i Skovsøgade var en mand noget højtråbende og optrådte aggressivt. Det var en 35-årig mand fra lokalområdet, og for at sikre roen på stedet blev han anholdt klokken 1.50 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. I politibilen fortsatte han sin utilfredshed og kaldte den ene politibetjent for fede luder, og han var så urolig, at han bankede hovedet ind i sideruden, så den smadrede. Den 35-årige blev tilset på skadestuen, men blev efterfølgende taget med til politistationen i Næstved. Han er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, for fornærmelig tiltale og for hærværk. Den 35-årige blev løsladt igen klokken 8.35.