Uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Slagelse Kommune i tidsrummet 26/5 til 6/6
HÆNDELSER
KORSØR: Kvinde franarret værdier
En 91-årig kvinde fra Korsør blev tidligt torsdag morgen ringet op af en medarbejder fra banken – påstod han. Han forklarede, at en kollega fra banken ville komme forbi og hjælpe med at sikre kvindens værdier, som skulle låses inde i en sikringsboks, som hun så efterfølgende ville få overdraget. Kort efter kom en mand hjem til den 91-årige, og det lykkedes ham at få udleveret nogle kontanter og en guldhalskæde. Kort efter anede kvinden uråd og kontaktede politiet, som nu behandler anmeldelsen som en bedragerisag.Politiet opfordrer til at tale med ældre og udsatte om daglig sikkerhed og om at forebygge den slags tarvelige bedragerier.
KORSØR: Viftede med langfingeren
Der er mange måder at ytre sin mening om politiet på, men give politiet fuckfingeren, når man cykler forbi en politistation, er ikke særlig hensigtsmæssigt. Det måtte en 15-årig dreng fra Korsør sande, da han mandag eftermiddag cyklede forbi politistationen i Korsør og i den anledning viftede med sin venstre langfinger efter de politibetjente, der var på stationen. De fandt kort efter frem til den 15-årige, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
SKÆLSKØR: 17-årig lavede uro
En 17-årig ung mand fra Skælskør kunne fredag klokken 23.03 ikke finde ud af at opføre sig ordentligt på Strandgade i Skælskør – og han ville ikke gøre, som en politipatrulje på stedet bad ham om. Da den 17-årige optrådte aggressivt og opfarende og var årsag til en del uro, blev han sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
SKÆLSKØR: Forbud til to ældre mænd
To mænd på henholdsvis 75 og 76 år fik tirsdag eftermiddag et forbud efter restaurationsloven mod at komme på en restauration i Skælskør. Det skete, efter at de havde været oppe at toppes – tilsyneladende efter en diskussion om affaldssortering, og da den ene smed et glas hvidvin i hovedet på den anden, kom det til noget skubberi. Forbuddet gælder de næste to år.
SKÆLSKØR: Fornærmende tale og peberspray i lommen
En mand brugte natten til lørdag klokken 00.39 på Havnevej i Skælskør nogle meget nedsættende gloser om en politibetjent på patrulje. Det førte til, at manden blev anholdt og sigtet for fornærmende tiltale af polititjenestemand. Manden nægtede at oplyse sit navn, og det skal man, når politiet spørger. Så derfor blev han også sigtet for at overtræde retsplejeloven. Da den 20-årige mand fra Slagelse blev sikkerhedsvisiteret, viste det sig, at han havde en peberspray i sin lomme. Det betød, at han kunne tilføje en sigtelse for overtrædelse af våbenloven til listen.
SLAGELSE: 16-årig på hurtig knallert
Onsdag klokken 15.26 standsede politiet en 16-årig fyr fra Sorø, der kom kørende på knallert på Sorøvej uden for Slagelse. Knallerten blev kontrolleret på et rullefelt, og her viste det sig, at den kunne køre noget hurtigere end tilladt. Derfor blev den 16-årige sigtet for at køre på en ulovlig knallert.
SLAGELSE: 40-årig sigtet for hæleri
En 40-årig mand fra Vestsjælland blev onsdag anholdt og sigtet for hæleri. Anholdelsen skete klokken 17.34 på en adresse uden for Slagelse, hvor politiet kort forinden havde fundet en minigraver, som var blevet stjålet fra et firma i Rønnede. Den 40-årige forklarede, at han havde lånt gravemaskinen, som holdt i en garage på stedet, men hans opfattelse stemte ikke helt med entreprenørfirmaets. Derfor blev han sigtet for hæleri og afhørt på politistationen i Slagelse, inden han blev løsladt igen klokken 18.45.
SLAGELSE: Brand i hus
Sent lørdag aften udbrød der brand i et hus på Nykøbing Landevej i Slagelse. Ilden havde fået så godt fat, at huset hurtigt overtændte og brændte ned. Trafikken på stedet måtte omdirigeres, indtil der omkring klokken 04.30 igen blev åbnet. Heldigvis kom ingen til skaden ved branden, som nu skal undersøges af politiets brandteknikere.
SLAGELSE: Luftpistol i glemt jakke
To mænd var taget med to andre mænd hjem efter en bytur, så festen kunne fortsætte på en adresse i Slagelse. Imidlertid kom parterne hurtigt op at toppes i stedet og de to gæster forlod lejligheden efter et håndgemæng. Mændene havde glemt en jakke i lejligheden som indeholdt en pistollignende genstand. Da beboeren opdagede det, tilkaldte han politiet. Den ene gæst dukkede kort efter op igen efter sin jakke, som han forlod lejligheden med. Politiets patrulje kunne et kvarter senere, klokken 07.50, anholde de to mænd – en mand på 24 år og en på 34 år, begge fra Slagelse, som blev anholdt. Hos mændene fandt betjentene en skarpladt luftpistol, 2,65 gram hash, 0,78 gram heroin, et knojern samt en springkniv. De blev derfor sigtet for at overtræde våbenloven og lov om euforiserende stoffer.
SLAGELSE: Sigtet for salg af hash
En 25-årig mand fra Slagelse blev fredag klokken 12.38 anholdt på et grønt område bag ved Torvegade i Slagelse. En borger havde ringet til politiet og fortalt, at hun havde set manden sælge stoffer i området. Da den 25-årige blev visiteret, havde han da også 90 gram hash og 14 gram skunk på sig. Han blev sigtet for narkosalg.
SLAGELSE: Skubbede ansat i brystet
En ansat på en benzintank i Slagelse blev fredag klokken 12.09 overfuset af en mandlig kunde. Da den ansatte bad kunden om at forlade butikken, skubbede kunden ham i brystet. Herefter kørte kunden væk fra stedet. Politiet blev tilkaldt, og der var heldigvis et godt signalement af bilen, så derfor gik der ikke længe, før politiet fandt frem til 40-årig mand fra byen, der blev udstyret med en sigtelse for vold.
SLAGELSE: Ældre kvinde snydt af fupbankmand
En 79-årig kvinde fra Slagelse var onsdag udsat for et bedrageri. En mand ringede til kvinden og udgav sig venligt for at være fra hendes pengeinstitut. Han fik overbevist kvinden om, at der var noget i vejen med hendes betalingskort, men at “banken” naturligvis nok skulle hjælpe. En mand afhentede kort efter kvindens kort, som hun havde lagt i en kuvert. Bedrageren beskrives som mand, dansk af udseende, omkring 20-30 år gammel. Han var 160-170 cm høj og almindelig af bygning. Han var lys i huden og havde kort, brunt hår og sort skæg. Da kvinden kort efter anede uråd, blev kortet spærret, men da var der allerede hævet et kontant beløb. Politiets opfordring er at være ekstra på vagt, hvis banker, kommuner eller andre myndigheder ringer op og efterspørger personlige, fortrolige oplysninger, for ingen vil spørge efter kort- og kontooplysninger, MitID eller pin-koder. Afbryd samtalen og ring evt. til bankens hovednummer eller til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4. Husk at tale med ældre i familien – eller andre, der ikke er så velbevandrede i hjemme-it – om denne type bedragerier for at forebygge, at det sker fremover. Læs mere på hjemmesiden
Sikker Digital.
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
---|---|---|---|---|
Korsør | Suhrsvej | Søndag kl. 8.00 – søndag kl. 18.00 | Computer og elektronik | |
Slagelse | Kandestøbergade | Lørdag kl. 15.30 – 16.20 | Smykker og kontanter | |
Slagelse | Nykøbing landevej | 28/11 – 4/5 | Intet stjålet | |
Korsør | Græsvænget | Søndag klokken 12.57 | Ikke umiddelbart stjålet noget | |
Korsør | Grønlandsvej | Lørdag klokken 8.00 – søndag klokken 17.40 | Ikke gjort op om der er stjålet noget |
By | Vej | Tidspunkt | Kommentar | |
---|---|---|---|---|
Slagelse | Smedegade | Mandag klokken 17.03 | 58-årig mand fra Slagelse | Spirituskørsel |
Korsør | Vestmotorvejen | Fredag kl. 9.30 – 11.45 | Alle kørte pænt | |
Slagelse | Slotsalleen | Onsdag klokken 15.55-16.35 | Der blev afsløret en narkobilist, som også blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden, og ejeren af bilen blev sigtet for at overlade den til en person, der ikke har kørekort. En blev sigtet for kørsel uden førerret, og også her blev ejeren af bilen sigtet for at overlade den til en person uden kørekort. En blev sigtet for at bruge håndholdt mobil under kørslen og en for at køre uden styrthjelm | |
Slagelse | Sorøvej | Onsdag klokken 15.15-15.40 og igen 17.03-17.59 | 13 køretøjer blev standset og kontrolleret: Der blev afsløret en ulovlig knallert, og en blev sigtet for kørsel uden førerret. Ejeren af køretøjet blev sigtet for at overlade det til en person uden kørekort. Tre blev sigtet for at bruge håndholdt mobil under kørslen, en for forkert lygteføring og frem blev målt til at køre så hurtigt, at det giver et klip. Den højeste hastighed blev i øvrigt målt til 130 km/t | |
Dalmose | – | Lørdag klokken 18.30-19.20 | Tre køretøjer blev standset: Ingen sager | |
Slagelse | Bildsøvej | Fredag klokken 15.47-17.30 | 12 køretøjer blev standset og kontrolleret: Ni blev sigtet for at køre så hurtigt, at det giver et klip i kørekortet og en blev sigtet for at bruge håndholdt mobil under kørslen |
By | Vej | Tid | Kontrol- lerede |
Fart- bilister |
Tilladt | Hurtigste | Klip |
---|---|---|---|---|---|---|---|
Korsør | Skovvej | Mandag klokken 18.09-19.49 | 250 | 6 | 60 km/t | 75 km/t | – |
Skælskør | Sorø Landevej, Eggeslevmagle | Mandag klokken 14.01-16.07 | 171 | 1 | 50 km/t | 67 km/t | – |
Korsør | Vestmotorvejen | Lørdag kl. 13.43 – 19.15 | 7788 | 314 | 90 km/t | 155 km/t | 12 klip og en betinget frakendelse |
Korsør | Vestmotorvejen | Søndag kl. 13.39 – 19.15 | 6537 | 318 | 90 km/t | 133 km/t | 15 klip |
Slagelse | Slagelsevej (Harrested) | Fredag kl. 7.23 – 9.30 | 304 | 21 | 50 km/t | 78 km/t | 4 klip |
Korsør | Stibjergvej | 9.09-10.39 | 40 | 0 | 50 | ||
Skælskør | Stigsnæs | 12.46-13.42 | 14 | 0 | 80 | ||
Boeslunde | Rennebjergvej | Tirsdag klokken 14.24-16.29 | 126 | 1 | 40 km/t | 53 km/t | – |
Skælskør | Kildehusvej | Tirsdag klokken 11.34-13.46 | 75 | 1 | 60 km/t | 70 km/t | – |
Korsør | Bygvej | Søndag klokken 17.56-19.38 | 37 | 2 | 40 km/t | 58 km/t | Et klip |
Korsør | Stibjergvej | Lørdag klokken 14.10-19.11 | 221 | 6 | 50 km/t | 67 km/t | – |
Slagelse | Stillingevej | Mandag klokken 13.29-19.15 | 1119 | 225 | 50 km/t | 88 km/t | 33 klip og to betingede frakendelser |
Skælskør | Rennebjergvej | 8.05-11.30 | 75 | 1 | 60 | 73 | |
Slagelse | Skælskørvej | 7.04-10.15 | 451 | 17 | 50 | 69 | 1 klip |
Slagelse | Holmstrupvej | 10.57-13.15 | 322 | 1 | 50 | 59 |