Hvis der er nogle, der har undret sig over, hvorfor man de seneste tre måneder flere gange om ugen har hørt musik og ”kommandoråb” i området omkring Vestre Skole i Slagelse, så kan det afsløres, at det er Slagelse Garden, der står for underholdningen.
Tre gange om ugen træner 45 unge gardere, og der bliver gået til den. De er på vej til DM for bygarder, der afholdes i Vejen fra den 29. juni til den 2. juli, og de går efter en god placering.
– Det er virkelig en fornøjelse at se, hvordan de knokler. Vi har lavet et nyt tattoo, og det kræver virkelig meget øvelse at få styr på formationer, musik og detaljer på en gang. Det betyder rigtig mange timers træning, og det er de gået all in på. Forhåbentlig vil det også bære frugt ved DM. De fortjener at få en god placering med det arbejde, de har lagt i det, siger Jacob Berger Frederiksen, der er formand for Slagelse Garden.
Før-DM-koncert for alle
Udover den svære tattoo-disciplin dyster Slagelse Garden også i bymarch og har harmoniorkesteret og tambourkorpset med i mesterskabet.
– Vi er overbeviste om, at det bliver en rigtig god tur. Det er altid hyggeligt at møde de andre bygarder, og der plejer at være en fantastisk stemning. Det er nogle dygtige og engagerede unge mennesker, vi har med i alle discipliner, så det bliver spændende at følge dem derovre. Slagelse Garden har 40 års jubilæum i år, så det kunne da være sjovt at fejre det med nogle flotte placeringer, men det vigtigste er, at vi får nogle super gode oplevelser med hjem, siger Jacob Berger Frederiksen.
Hvis man vil sende Slagelse Garden godt på vej til DM, så afholder de en ”før-DM-koncert” lørdag den 24. juni kl. 15.00 påVestre Skole, Sct. Pedersgade i Slagelse. Her er alle velkomne til at komme forbi til en forsmag på DM-repertoiret samt en kop kaffe og et stykke kage.