27e558a07a-index_files-Frise_Visens_Skib_banner_270_50Den 18. og 19. juli får Slagelse Kommune fint besøg, når Visens Skib lægger til kaj ved hhv. Skælskør Havn og Omø Gl. Havn. Det sker når den årlige musiksejlads rammer de vestsjællandske kyster med den gode stemning og fine humør, som de spillende sømænd bringer med sig.

Visens Skib blev søsat i år 2000 som en modreaktion på den danske tendens til strømlinet, moderne musik; især en tendens i de danske medier. Derfor tog kaptajn Niels Skouby initiativ til Visens Skib, der med egne ord repræsenterer et dansk-sproget kulturfremstød af de store. Besætningen på skibet er overbevist om, at initiativet kan samle den danske befolkning omkring den danske sangskat, der iflg. besætningen trænger til en genoplivning.

Sådan skriver de selv på deres hjemmeside:
“God sangpoesi på dansk; folkelige tekster med kraft og indhold i, der fremføres med engagement og holdning, forsvinder mere og mere fra kulturevents og fra mediernes programflader til fordel for indholdsløs masseproduceret engelsksproget pop og rock. Hermed forsvinder incitamentet for de mere talentfulde sangskrivere til at bruge vores eget sprog – og det er nu en gang mest autentisk at udtrykke sig på det sprog, man tænker og drømmer på.”

Visens Skib giver 29 gratis koncerter rundt omkring i Danmark på kajen i de forskellige havne, de besøger. Du kan se den fulde oversigt her.

Du kan opleve besætningen give den gas i Skælskør Havn d. 18. juli kl. 20 og ligeledes på Omø Gl. Havn d. 19. juli kl. 20.