Boksetræning til folkeskoleelever, orienteringskørsel på mountainbike og nye faciliteter til både springgymnaster og spejdere. Det er nogle af de nye tiltag, som er på vej i fritidslivet, efter fem foreninger har modtaget tilskud på i alt 52.000 kr. fra Udviklingspuljen under Kultur- og Fritidsudvalget.

En ny sæson starter lige straks op i mange foreninger, og for fem lokale foreninger er der udsigt til, at drømmene om nye tiltag og muligheder kan gå i opfyldelse. De fem foreninger har nemlig modtaget tilskud fra Udviklingspuljen under Kultur- og Fritidsudvalget.

Foreningslivet udvikler sig 

Foto: Slagelse kommune

– Det er dejligt at se så mange spændende initiativer, som hele tiden er på vej i fritidslivet. Det viser i høj grad, at foreningerne udvikler sig og følger med tiden og tilpasser deres tilbud, så forhåbentlig endnu flere kan blive en del af et aktivt fritidsliv. Vi glæder os i Kultur- og Fritidsudvalget til at følge de nye initiativer, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Jørgen Andersen (A).

Tiltrækker og fastholder børn og unge i fritidslivet

Et fællestræk for de fem foreningers ansøgninger er, at de alle har fokus på at fastholde eller tiltrække børn og unge.
– Det er vigtigt, at børn allerede tidligt i livet får skabt nogle gode og sunde fritidsvaner. Erfaringsmæssigt ved vi, at mange unge forlader fritidsinteresserne i takt med, at de bliver ældre og der er andre ting, som trækker i dem. Derfor er vi i Kultur- og  fritidsudvalget rigtig glade for at se så mange spændende initiativer på vej, som både skal komme de nuværende medlemmer til gavn og fastholde dem i foreningerne, samtidig med at initiativerne måske også kan være med til at få endnu flere medlemmer ude i foreningerne, siger næstformand i Kultur- og Fritidsudvalget Britta Huntley. (A)

Foreningerne som har modtaget tilskud er:

Korsør Amatør Bokseklub har modtaget 12.000 kr. som tilskud til, at de fremover kan tilbyde boksetræning som en del af idrætsundervisningen for folkeskoleelever i 6.-10. klasse. Eleverne kan udover en masse forskellige bokseøvelser se frem til også at blive undervist i de sundhedsmæssige aspekter ved at dyrke boksning herunder sundhed, søvn, kost og de etiske spilleregler i forhold til bl.a. doping og vold.

Slagelse MTB har modtaget 10.000 kr., så klubben fremover kan krydre deres tilbud med orienteringskørsel og måske tiltrække nye medlemmer til deres ungdomsafdeling.

Ørslev Bjerge IF Gymnastik har modtaget 10.000 kr. i tilskud til indkøb af en air track, så den nuværende nedslidte air track kan få en afløser, og gymnasterne fortsat kan lave både springøvelser og flikflak.

Eggeslevmagle SG&IF Gymnastik har modtaget 10.000 kr. i tilskud til indkøb af en teamtrack kile, så gymnasterne kan lære flere og nye spring, og foreningen dermed bedre kan fastholde de unge medlemmer på 12-17 år i foreningslivet.

DDS Solskinstroppen har modtaget 10.000 kr. i tilskud til at indkøbe to nye patruljetelte, som kan afløse de nuværende, så de mange spejdere kan få en god og funktionel base både hjemme og på lejrture.