Lørdag den 13. Oktober 2018 starter arbejdet med at udskifte cylindrene på Halsskovbroen. Arbejdet kommer til at påvirke biltrafikken i kort tid.

Cylindrene på Halsskovbroen skal skiftes, og det arbejde starter på lørdag. Slagelse Kommune forventede, at det ville være nødvendigt, at lukke broen et par nætter. Men det bliver ikke nødvendigt alligevel, og arbejdet kommer kun til påvirke trafikken over broen i begrænset omfang. Til gengæld vil skibene ikke kunne sejle under broen i perioden fra den 13. til den 23. oktober.

– I første omgang var vores plan, at hele broen skulle løftes op, når de gamle cylindre skulle løftes ud, og igen når de nye løftes ned. Men vi har optimeret arbejdsprocessen, så vi i stedet skærer cylindrene over, så de kan fjernes uden, at broen skal være løftet op imens. Trafikken kan køre over broen uden problemer, siger entreprenørchef Peter Johansen.

Halsskovbroen set fra oven. Foto: Slagelse Kommune.

Arbejdet med at fjerne boltene, som holder de gamle cylindre fast på broen, sker allerede i weekenden 13.-14. oktober. Det vil støje og give røgudvikling. For trafikken har arbejdet ingen betydning – bortset for cyklister og gående, som i perioder vil opleve, at deres trafik bliver dobbeltrettet i en af siderne af broen.

Cylindrene sørger for, at broen kan åbne og lukke. Når de nye cylindre er monteret, skal de testes. Det betyder, at broen skal åbne og lukke et antal gange. Slagelse Kommune forventer dog ikke, at det vil påvirke trafikken på broen i særlig stort omfang. Arbejdet med cylindrene forventes at være færdig den 23. oktober, men efter den dato vil der stadig være arbejde på broen.

– Vi benytter lejligheden til at få foretaget flest mulige levetidsforlængende tiltag på broen. Vi skal blandt andet skifte nogle olieslanger og koblinger og opdatere computeren, som styrer broklapperne, når de åbner og lukker. For trafikken vil det betyde, at man kan være uheldig at komme forbi, når vi tester den nye computer. Men vi forventer ikke, at det vil give de store gener, siger Peter Johansen.