Trailerne bliver brugt flittigt i efterårsmånederne, når der skal ryddes op i carporten eller de sidste haveprojekter skal ordnes. Desværre oplever 3 ud af 4 bilister, at en del af de ting, der burde ende på genbrugspladsen, istedet ender som tabt gods på landevejene til fare for andre trafikanter.

Det er oplagt at bruge efteråret til at få ryddet op eller få projekterne i huset gjort færdige, og det betyder, at fyldte trailere flokkes på vej til genbrugspladsen. Desværre viser erfaringen, at det ikke er alle, der får spændt affaldet godt nok fast, og det betyder, at bilisterne oplever tabt haveaffald, affaldssække eller møbler på de danske veje.

Foto: Rådet for Sikker Trafik.

I en undersøgelse blandt 1.664 danske bilister svarer 74 procent, at de har oplevet tabt gods såsom haveaffald, affaldssække, møbler, cykler eller lignende på landeveje. Af dem, der har oplevet tabt gods på landevejene, svarer 26 procent, at de enten kørte galt (1%), ramte det tabte gods (2%), måtte nødbremse (7%) eller var tæt på at ramme det tabte gods (16%).

– Har man som bilist en gang prøvet, at der flyver noget af en forankørende trailer, så ved man, at det kan være en både skræmmende og farlig oplevelse. Alt for mange bilister oplever tabt affald på vejene, og derfor er der god grund til, at man sørger for at spænde sække med haveaffald eller gamle møbler godt fast, selvom man måske kun skal ganske få kilometer til genbrugspladsen, siger Jeppe Gudmandsen, pressemedarbejder i Rådet for Sikker Trafik.

Rådet for Sikker Trafik har her 7 gode råd til, hvordan affaldet kommer med hele vejen ud til genbrugspladsen:

  • Husk at spænde løse genstande fast på traileren eller læg en presenning over affaldet.
  • Sørg for, at lasten er sikret og at vægten er fordelt jævnt. Hvis du har for meget vægt bag i traileren, kan det få den til at gå i slinger.
  • Tjek at anhængeren er koblet korrekt fast, at evt. sikkerhedswire er fastgjort, og at lygter og blinklys virker.
  • Lad anhængeren hvile på bilens krog med ca. 50 kg eller ca. 5 % af totalvægten. Du kan tjekke, hvor meget den lastede anhænger trykker på krogen med, ved at stille næsehjulet op på en badevægt eller med en såkaldt kugletryksmåler.
  • Tjek bilens instruktionsbog vedr. tilkobling af anhængere
  • Kør aldrig med mere end din bil og anhænger er indregistreret til. Læs mere på sikkertrafik.dk
  • Undersøg om din kombination af bil og anhænger kræver trailerkørekort.

Du kan finde yderligere info om Rådet for Sikker Trafik her.