– Vi håber til stadighed at vores beskedne støtte kan være med til at skubbe vores lokale talentarbejde i den rigtige retning. Sådan at både idræt og talentarbejde bliver en naturlig del af Slagelse Kommunes DNA, sagde formand for Sports Team Slagelse, Jørn C. Nielsen, ved torsdagens støtteoverrækkelse i Antvorskov Hallen, hvor der blev uddelt i alt 300.000 kroner til seks lokale klubber.

Topscorer ved uddelingen med 100.000 kroner blev badmintonklubben Team Skælskør Slagelse, der igennem en årrække har forvænt området med resultater fra allerøverste hylde, som Jørn C. Nielsen udtrykte det.

Til Volleyklubben Vestsjælland var der 85.000 kroner til trænerudgifter.
Klubben har via flot talentarbejde formået at sikre oprykning til Volleyligaen for damer i sidste sæson, mens herrerne fastholdt pladsen i Volleyligaen.

Golfteam Storebælt fik overrakt 40.000 kroner som bidrag til trænere til elite og talentudvikling af junior- og ungdomsafdelingen.
Både herre holdet og dameholdet er godt på vej, og ligger begge i 1. division. Klubben haft fem forskellige spillere inde over relevante landshold, hvilket i Danmark kun bliver overgået af Hillerød Golfklub.

Til Slagelse Hockey Klub var der 30.000 kroner, blandt andet til mentalcoach.
Klubben har gennem årene vundet medaljer ved de danske mesterskaber og opnåede i maj måned det bedste resultat i danske klubhockeys historie ved at blive nummer tre i Eurohockey Club Challenge 1.

Til Slagelse Atletik Klub Delta var der 25.000 kroner til at støtte trænerindsatsen.
Klubben har seks atleter, der er med i Dansk Atletik Forbunds talentudviklingsprogram.

Til Slagelse Ride Klub var der 20.000 kroner til at fastholde elitetræner og lokale kurser.

VK Vestsjælland som modtager 85.000 kr – fra hojre Næstformand Claus Bech, VK Vestsjælland fra venstre ses STS-formand Jørn C. Nielsen, trainer Kim Buchwald . Foto: STS.