Fredag 20. september er der sæsonpremiere i Vestsjællands Teaterkreds. Der er dog ikke kun tale om sæsonpremiere, men en vaskeægte Danmarkspremiere. Flemming Jensens nyskrevne udgave af ’Jorden rundt på 80 dage’ opføres nemlig for allerførste gang i Slagelse. Denne er blot den første af i alt 27 forestillinger, teaterforeningen præsenterer i sæsonen 2019-2020 på Slagelse Teater.

’Jorden rundt på 80 dage er særdeles frit efter Klein & Jensens ’Jorden rundt i 80 dage’, som var mere end uforskammet frit efter Jules Verne’s ’Le tour du monde en quatre-vingts jours’, fortæller Flemming Jensen, der ikke selv står på scenen, men har sat sig godt tilrette i instruktørstolen.

Pressefoto: Vestsjællands Teaterkreds/Slagelse Teater

’Det er det private arvesølv, der er taget frem til lejligheden, og forestillingen er også en hilsen til Jesper Klein. Anderledes kan det ikke være. Han og jeg spillede forestillingen op mod 200 gange, og samtlige roller blev spillet af os selv og ikke andre! 2 mand om 52 roller. Vi styrtede ind og ud og skiftede tøj. Somme tider til det rigtige kostume’, fortæller Flemming Jensen med sin sædvanlige lune.

’I denne nyskrevne udgave bredes det hele ud i større format, og vi udvider personalet, så der nu er fire skuespillere om de 52 roller både i Paris, Gibraltar, Hong Kong, Port Said, Calcutta, Cairo og Travemünde. Det er altså alt sammen ret langt væk selv for en landsdækkende teaterturné i tiden lige omkring Brexit. Den ene af de fire skuespillere er oven i købet kvinde! Hvilket ville ha’ været helt utænkeligt på Phileas Fogg’s tid. Men nødvendigt i 2019, hvis man ikke vil ha’ ballade’, fortsætter Flemming Jensen.

’Det er en aldeles hæsblæsende forestilling, så jeg står selv af som skuespiller og sætter mig i instruktørstolen. Dér sidder man godt ikke mindst fordi vi har lidt af et stjernehold til at tage over efter Jesper og mig. Det er også på tide, at den forestilling bliver spillet ordentlig. Vi glæder os til at starte vores Danmarksturné i Slagelse’, slutter Flemming Jensen.

Jorden rundt på 80 dage er en musicalsk og operetteagtig komedie. En aldeles hæsblæsende forestilling, hvor verdensdelene vil flimre forbi øjnene af de måbende tilskuere. På scenen står Thomas Mørk, Jacob Morild, Lisbeth Kjærulff og Kim Hammelsvang.

I alt er der lagt op en forrygende teatersæson på Slagelse Teater med hele 27 forestillinger samt tre ekstraforestillinger. 8.500 billetter er allerede solgt, og teaterforeningen kan ligeledes berette om det højeste antal medlemmer siden sæsonen 2010-2011.

Billetter til Danmarkspremieren på ’Jorden rundt på 80 dage’ fredag 20. september 2019 kl. 19.30 kan købes på Vestsjællands Teaterkreds hjemmeside eller på Slagelse Teater i åbningstiden. Det er som altid muligt at bestille mad i forbindelse med forestillingen. Dette kan ske på tlf. 42705640.