Hvis Kims kontor havde vendt mod øst på Seton Hall University’s nye campus, kunne han have haft Manhattans skyline som udsigt. Men sådan skulle det ikke være.

Kim underviste og forskede i fysioterapi og havde kontor uden vinduer. Men det gjorde nu ikke så meget, for Kim behøvede ikke udsigt til Manhattans skyskrabere. Han behøvede blot rammer, der hjalp hans forskning og undervisning, og det havde han på Seton Hall University. Her kunne han dagligt benytte det nyeste og bedste udstyr, og det betød alverden for Kim. Alligevel havde en ny tanke listet sig ind i hans sind. Måske kunne man vende hjem til Danmark og samtidig stadig være en del af de mest progressive og patientnære aktiviteter inden for fysioterapi.

Kim Poulsen, PR

I 14 år var Kim tilknyttet School of Health & Medical Science på Seton Hall University, først som programleder for klinisk uddannelse og senest som assisterende programleder i fysioterapi. Tilknytningen til Seton Hall University startede dog helt tilbage i 1997, hvor Kim påbegyndte sine videregående uddannelser, der kulminerende med en klinisk doktorgrad og senere en Ph.d. i Health Science. Men samarbejdet med Seton Hall University lakkede mod enden. Kim havde søgt og fået job knap 6000 km stik øst fra hans nuværende adresse – nærmere bestemt på Slagelse Sygehus.

– Jeg var faktisk slet ikke i tvivl, da jeg så det her jobopslag. Når jeg kiggede ned over de beskrevne ansvarsområder, kvalitetsforbedrende tiltag og den ambitiøse og praksisnære forskning, der bliver begået på Slagelse Sygehus, så var der så mange matches, at jeg måtte søge jobbet, fortæller Kim Mogensbæk Poulsen, ny ledende fysioterapeut på Slagelse Sygehus.

I alt havde Kim spenderet 24 år i Amerika, hvor han i forskellige stillinger har arbejdet med fysioterapi både i praksis, undervisning og via forskning.

– Det har altid været en ambition for mig at arbejde med den nyeste og bedste viden. Det føler jeg, at jeg kunne på Seton Hall, men da jeg læste om mulighederne, der var på Slagelse Sygehus, kunne jeg se, at der var en fantastisk mulighed for at kombinere mine erfaringer fra både praksis, undervisning og forskning, fortæller Kim.

Vi skal være tæt på patienterne

– Forskning kan godt have en tendens til at holde sig en armslængde væk fra patienternes virkeligheden. Men det dur altså ikke, hvis formålet er at hjælpe patienterne. De findes ude i virkeligheden, så der skal forskningen selvfølgelig også bedrives. Det gælder om at se den enkelte patient i det helt store perspektiv, så vi får det bedste med fra forskningens verden og kombinerer det med de individuelle behov, den enkelte patient har, siger Kim.

En af de store udfordringer er, at mange patienter besøger sygehusene igen og igen med de samme sygdomme. Det gør de blandt andet, fordi man ofte ikke adresserer deres kroniske sygdomme samtidig men snarere hver for sig. Rigtig mange patienter har jo ofte mere end én sygdom.

– Blikket skal løftes, så vi i langt højere grad kan arbejde tværfagligt – til gavn for vores patienter. Vi skal sikre os, at patienten er i centrum. Det sker i første omgang ved at vide, hvad patienten har gavn af. Og det skal vi vide mere om via fokus på patienten som person, lytte til vores rigtige kompetente kliniske medarbejdere og dygtig forskning, siger Kim.

Internationalt potentiale

Kim Poulsen bliver del af en progressiv afdeling, hvor ambitionerne er store.

– Vi har et team som kan sætte en dagsorden inden for fysioterapi på nationalt, men også internationalt plan. Vi har fået tiltrukket nogle af de absolut dygtigste forskere – forskere der tør at gå forrest og sætte en ny retning. Og med tilføjelse af Kim er vores profil bare blevet endnu skarpere, siger Lisbeth Schrøder, Ledende overfysioterapeut, Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse.

Kims første projekt er dog at få pakket ud og komme på plads i mere end én sammenhæng: Med ankommet til Danmark kun en uge før jobstart og med flytning af Fysioterapeutisk Afdeling er der nok at se til.

– Udover at vi lige skal på plads med alle vores ting, så skal jeg selvfølgelig på plads med nye kollegaer osv. Jeg tager jo hul på et helt nyt kapitel nu, hvor nye potentialer kan blive realiseret. Jeg er dybt taknemmelig for at blive givet denne mulighed og er rigtig glad for at have hjemmebase på dansk jord igen, siger Kim.