I Slagelse Musikhus bliver 2020 indledt med en storslået, traditionsrig og tæt på udsolgt nytårskoncert lørdag d. 11. januar, og herefter ruller koncertprogrammet for foråret bare derudad.

Først og fremmest med to udsolgte arrangementer og dernæst Sanne Salomonsen, der nok også snart kan fejres udsolgt.

2020 kommer godt fra start i Slagelse Musikhus med to udsolgte shows med Niels Hausgaards ”Du ved, hvad jeg mener” og Sebastian Dorset med ”ORD!”. Herefter følger en akustisk koncert med en af Danmarks største og mest ikoniske stemmer; nemlig rockmama Sanne Salomonsen.

Sanne Salomonsen PR-foto.

Sanne tilbage i Slagelse.
Fredag den 24. januar 2020 er fjerde gang Danmarks rock-mama, Sanne Salomonsen, besøger Slagelse Musikhus & Badeanstalten. Det seneste besøg i Slagelse var som en del af Sannes semi-akustiske turné tilbage i 2014, der indkasserede fem stjerner fra B.T.

I Skælskør er det dog knapt så længe siden, at Sanne Salomonsen sidst gav koncert, for i efteråret 2019 kunne Sanne oplevelse i en smuk kirkekoncert under Kulturel Folkefest (Skælskør 2000) – en koncertoplevelse, der af mange publikummer, blev beskrevet som ”en man sent glemmer”. Men Sanne har ikke ligget på den lade side i årene siden sidste besøg i Slagelse Musikhus. Senest har den stået på turné med musikerveninderne Anne Linnet og Lis Sørensen, der sammen i 1980’erne dannede det legendariske Anne Linnet band. De tre store stemmer har i sommers stået på en lang række festivalsscener herunder til Grøn Koncert, hvor GAFFA-anmelderen gav hele fem stjerner og skrev: ” Stemmerne og sangene holder stadig ”.

I Slagelse Musikhus har de aldrig været i tvivl om, at Sanne stadig holder. Derfor glæder det også direktør i Musikhuset, Anette Borg, at rockmama – nu akustisk – vender tilbage d. 24. januar:

” Nu hvor Sanne er klar til en akustisk turné igen, er vi også klar i Slagelse. Vi ved, at sangene holder – og historierne fra Sannes spændende, højmusikalske liv, gør det samme. Der er stadig få billetter tilbage til koncerten, så man skal ikke vente for længe, hvis Sanne skal opleves i Slagelse Musikhus i 2020. ”

Billetter til koncerten kan købes på www.slagelsemusikhus.dk. Her kan hele programmet for foråret 2020 også ses.