Forestil dig at ankomme i den gamle kviestald til lyden af hornmusik, mens godstjenerne skænker din velkomstdrink i rammer, som er flot pyntet i ægte naturtro jagstil. Når langbordene indtages, står godstjenerne klar i vinbaren. Her kan der købes vine, som er nøje udvalgt af godsets vinleverandør, så de passer til vildtretterne. Jagtsignalerne for fasan, kronhjort osv. blæses i jagthornet i takt med at godskokkene præsenterer en overdådig vildtbuffet.

Rikke og Trine Wagner Jacobsen (Pressefoto)

Køkkenchefen: – Vi blæser jagten ind på Kragerup Gods på den vildeste måde! Vi tilbereder en stor vildtbuffet med godsets eget vildt og andre lækkerier fra området. Efter jagtmiddagen kan du læne dig tilbage og nyde et spændende foredrag, når tvillingerne ’Skyttens Døtre’ indtager scenen.

Jagt i blodet.
Rikke og Trine Wagner Jacobsen blev født ud af en jagtglad familie for blot 26 år siden. ’Skyttens Døtre’ bliver de kaldt ude i byen. De bruger det meste af deres tid i naturen iført camouflage og vandrestøvler. De to tvillinger er simpelthen for ’vilde’. De har oplevet mere end de fleste på deres alder. Jagten har bl.a. bragt dem tværs over oceanet til New Zealand, til det varme Sydafrika og de høje sletter i Skotland. Vi er så heldige, at vi her på Kragerup Gods kan give jer oplevelsen af deres første foredrag, som prydes med glæden ved jagtens adrenalin, vandringens udfordringer, stilheden i naturen samt begejstringen for det primitive liv. Hvis det røde hår og det identiske look ringer en bjælde, så deltog tvillingerne for år tilbage i programmet X-Factor, og mon ikke de giver en lille sang eller to?

Det sker den 8. februar 2020 kl. 18.00 og programmet ser således ud.
– Kl. 18.00: Velkomst og hornmusik
– Kl. 18.30: Jagtmiddag med vildtbuffet
– kl. 20.30: Foredrag med Skyttens Døtre

Priser.
Entré inkl. vildtbuffet kr. 495,- pr. person.
Overnatning for 2 personer inkl. morgenbuffet kr. 895,-

Læs mere her.