Af Jytte Larsen, Slagelse
Kære Slagelse Kommune.
I skrivende stund er alle landets 98 kommuner i gang med forhandlingerne om, hvor mange penge der må bruges i 2021 og hvordan de skal bruges.
I den forbindelse har jeg noget, jeg gerne vil gøre opmærksom på, og jeg håber I vil lytte.
Som mor og pårørende til en borger med et handicap, har jeg år efter år oplevet hvordan handicapområdet aldrig har slået igennem på Slagelse Kommunes budgetter. Jeg vil endda strække mig så langt, at jeg også vil påstå at Slagelse Kommune glemmer deres egne borgere.
For når hjælpen til vores egne borgere gang på gang bliver overset, muligvis fordi I mener, der ikke er stemmer i det, så glemmer I at der ofte rundt om borgeren er en række pårørende, der også har en stemme i kommune.
Jeg savner den politiske medforståelse for den situation, jeg som forældre kan stå i. Jeg mangler Jeres handling! Jeg elsker mit barn, og vil kun det bedste. Også når det indebærer, at jeg må indrømme, at mit barns vanskeligheder kræver et overskud, der strækker sig langt udover, hvad man i almindelighed kan forvente af forældrerollen. Det er alt for nemt og uden konsekvenser for kommunerne ikke at hjælpe og samtidig føler jeg, at der er systematiske svigt fra samfundet, der hvert år rammer vores medmennesker med handicap i mangel på den hjælp, de som følge af FN’s Handicapkonvention er berettiget til.
For de besparelser, som finder sted i alle landets kommuner, handler ikke bare om tal. Bag tallene gemmer sig borgere – hele familier – der bliver ramt. Der er tale om borgernes liv, der ikke kan hænge sammen, for der er borgere som ikke kan få helt basal hjælp, så de kan føle sig som en værdig del af vores fælles samfund.
Besparelserne trækker en hale af mistillid og mistro efter sig og skaber en masse frustrationer.
Danmark ratificerede i 2009 FN’s Handicapkonvention og påtog sig derved en forpligtelse til at indrette sin lovgivning og administrative praksis i overensstemmelse med konventionens krav. Landets kommuner er derfor forpligtede til at indrette bevillinger, så mennesker med handicap kompenseres, så de kan leve deres liv på lige vilkår med den øvrige befolkning i Danmark. Hvis I ikke har rammerne til at leve op til FN’s Handicapkonvention, vil jeg bede Jer tage ansvar for de handicappede ved at henvende Jer til regeringen. Lad ikke kampen for gode rammer for borgere med handicap forblive en kamp mellem borgere og kommuner, som det er i dag. Det er både opslidende og nedbrydende både for den handicappede, de pårørende og medarbejderne.
I kan være med til at gøre en forskel. I dag regner man med at 10 % af den danske befolkning har et større eller mindre handicap. Hver af dem har pårørende, der hver dag kæmper en kamp for deres børn, børnebørn, søskende, forældre og ægtefæller for at få lov til at leve et liv på samme vilkår som alle andre.
Jeg håber inderligt, at I vil lytte til min bøn og prioritere mennesker med handicap, når I skal til at forhandle om næste års budgetter. Det er der brug for!
Jeg håber ikke at dette brev har været forgæves, men håber at I lytter og handler.
