Af Phimchanok Kunakon, Korsør

Alene i år tog Dyrenes Beskyttelse imod 5.482 katte. Kattens Værn fortæller at de mangler midler til at hjælpe alle dyrene i nød. Problemet med herreløse katte er så stort at Dyrenes Beskyttelse opfordrer borgere i forskellige kommuner til at lægge mere pres på kommunerne, da problemer med herreløse dyr er et tilbagevendende problem hver evigt eneste år. Flere katte i Slagelse Kommune, i en sørgelig tilstand, krydser gaden hver dag i søgen efter mad, vand og et trygt og varmt sted at sove.

De lever af de lokales nådige hånd, eller bliver efterladt til egen skæbne. De er ikke neutraliseret eller steriliseret, med det resultat at der fødes killinger til et hjemløst liv for fuld skrue. Hvis vi ikke tager ansvar over for dette problem, står flere katte til at ende i en sådan trist skæbne som herreløs, f.eks. med kulde, sult, sygdom eller det der er værre til følge. Vi skal have en katte-lov, handleplaner og et system som griber dyrene. Dyr er levende væsener og skal behandles med respekt, forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe. Det står som den første paragraf i Dyreværnsloven. Ligesom Slagelse kommune i dag har handleplaner når det kommer til bekæmpelse af rotter og skadedyr, bør kommunen også have konkrete politiske handleplaner for herreløse dyr herunder katte.

Formålet skulle være at kommunen ikke bare lappeløser når problemet med kattene bliver for stort, men i stedet arbejder forebyggende, med henblik på at reducere mængden af killinger der fødes til en hjemløs tilværelse med etiske metoder.

Aflivning er ikke et svar!