5. februar modtager tilfældigt udvalgte borgere et spørgeskema med undersøgelsen Hvordan har du det? Spørgeskemaet giver et øjebliksbillede af danskernes sundhed, så både kommuner og regioner kan tilpasse og planlægge sundhedsfremmende indsatser, forebyggelse og behandling. Undersøgelsen gennemføres hvert 4. år, og den seneste sundhedsprofil fra 2017 viste, at antallet af daglige rygere og storrygere i Slagelse kommune ligger højt. Sundhedsprofilen betød derfor, at Slagelse Kommune satte gang i endnu flere forskellige rygestoptilbud.

Rygning er den faktor, der har den største negative indflydelse på danskernes helbred. I Sundhedsprofilen fra 2017 viste tallene, at 21 % af de voksne borgere i Slagelse Kommune (16+) røg dagligt, hvoraf 11 % var storrygere. Til sammenligning røg 19 % af borgerne i Region Sjælland dagligt. På baggrund af de høje tal satte Slagelse Kommune gang i en række forskellige indsatser, der skal hjælpe til at forebygge rygestart og fremme rygestop.

Sundhedsprofilen viste behov for flere rygestoptilbud
– Hvis færre borgere ryger, så vil det betyde forbedret folkesundhed, og det vil kunne give den enkelte flere gode leveår. Vi bruger Sundhedsprofilen til at se, hvor vi som kommune skal sætte ind med forebyggelse og ud fra tallene kunne vi se at rygning var et område, hvor vi skulle udvide vores tilbud endnu mere. Vi har udviklet endnu flere rygestoptilbud, så de passer bedst muligt til den enkelte borger, for det ved vi øger succesen for et rygestop, siger Louise Friis Pihl Koordinator for Sundhedsprofilen i Slagelse Kommune.

En af de borgere, der har benyttet sig af Slagelse Kommunes rygestoptilbud er Ejvind Petersen, som startede på et rygestophold 6. august og har været røgfri siden 25. august 2020.

Fællesskabet og undervisningen var medvirkende til rygestop
– Det har været rigtig fint at være med på rygestopholdene. Vi har haft gode undervisere både på rygestopholdet og i fastholdelsescaféen, hvor vi har lært om, hvorfor vores krop reagerer, som den gør, når man pludselig skal mangle sin røg. Vi fik en god fortrolighed på holdet, hvor vi har hjulpet og bakket op om hinanden, også når det var svært at holde fast i de nye røgfrie vaner. Samtidig så er det altid nemmere at lykkes med noget i fællesskab – man vil jo heller ikke svigte sit hold. Jeg har haft nemt ved at stoppe, og jeg kommer aldrig til at ryge igen, fortæller Ejvind Petersen.

Undersøgelsen gennemføres i hele landet og svarene fra borgerne i Slagelse Kommune bruger både Region Sjælland og Slagelse Kommune til at målrette og udvikle sundhedstilbud til borgerne.

Alle svar er værdifulde
– Sundhedsprofilen giver os en unik mulighed for at få et øjebliksbillede af borgernes sundhed og trivsel. Alle svar er lige værdifulde, uanset om man er frisk og rask, har det mindre godt eller er syg. Vi håber derfor, at alle, som har modtaget spørgeskemaet, vil tage sig tid til at svare på spørgsmålene, så vi kan udvikle og tilbyde de rette sundhedstilbud til glæde for dem selv eller deres nærmeste, siger fungerende formand for Forebyggelses- og Seniorudvalget Unnie Oldenburg (A).

Som tak for hjælpen trækker Region Sjælland lod om præmier blandt alle, der deltager i undersøgelsen. Man kan vinde op til 5.000 kr.

Hvis færre borgere ryger, så vil det betyde forbedret folkesundhed, og det vil kunne give den enkelte flere gode leveår. Foto: ABW