Louis Nielsens butikker i Slagelse uddeler gratis beskyttelsesbriller: ”Hellere beskyttelsesbriller én gang om året, end blindestok resten af livet”
Selvom du bare er tilskuer til fyrværkeri, risikerer du øjenskader uden beskyttelsesbriller. Er brillerne gratis, er vi mere tilbøjelige til at tage dem på, viser en ny undersøgelse. Hos Louis Nielsen Slagelse kan du og familien få gratis beskyttelsesbriller den 27.-30. december

Blandt de 178 fyrværkeriulykker ved årsskiftet 2021/2022 var det langt fra alle ofre, som selv fyrede krudt af. Faktisk var 35 procent af dem bare tilskuere til showet på nattehimlen, viser tal fra Ulykkes Analyse Gruppen (UAG) på Odense Universitetshospital.
I år sætter Louis Nielsens butikker i Slagelse i samarbejde med Dansk Blindesamfund derfor fokus på, at alle, der er ude nytårsaften, bør bruge beskyttelsesbriller – også selvom de ikke selv tænder lunten.

Hvad sker der, hvis du mister synet?

Det er altid vigtigt, at du husker beskyttelsesbrillerne, når du er ude nytårsaften. Sådan lyder budskabet fra Jens Lauritsen, som er professor og overlæge ved UAG:
– Jeg opfordrer på det kraftigste til, at alle overvejer: ”hvor meget skal jeg ændre i min hverdag, hvis jeg har mistet en finger eller en del af synet, fordi der faldt gløder ned, eller raketten sprang i jordhøjde?” siger han.

Tallene fra Odense Universitetshospital viser, at øjenskader udgør mere end hver fjerde ulykkestilfælde med fyrværkeri. Mange af de skader kan forebygges med beskyttelsesbriller.
– Uden beskyttelsesbriller og god afstand til antænding går det ikke – også godkendt kvalitetsfyrværkeri kan give alvorlige skader, lyder det fra Jens Lauritsen.

Flere vil bruge gratis beskyttelsesbriller

I den sammenhæng betyder det noget, om beskyttelsesbrillerne er lette at skaffe. 27 procent af danskerne ville i højere grad bruge beskyttelsesbriller, hvis de var gratis. Det viser en ny undersøgelse*, som Voxmeter har lavet for Louis Nielsen.

Derfor uddeler chefoptiker Stine Maiken Skov, som også er medejer af den nyligt renoverede Louis Nielsen i Bilka Slagelse, og kollegerne gratis beskyttelsesbriller den 27.-30. december – eller så længe lager haves. Det sker i et samarbejde med Dansk Blindesamfund.

Det er jo kun én gang om året

Landsformand for Dansk Blindesamfund Ask Abildgaard deler bekymringen over antallet af tilskuere, som bliver ofre for fyrværkeriulykker og kan miste synet ved øjenskader.
– Hellere beskyttelsesbriller én gang om året end blindestok hver dag resten af livet. Man er i risiko for at miste synet eller få betragtelige skader på synet, hvis man går udenfor nytårsaften uden beskyttelsesbriller – også selv om man ikke er den, der fyrer krudt af. Derfor er vores opfordring, at alle bruger beskyttelsesbriller – også dig der bare kigger på, siger han.

Hos Louis Nielsen i Bilka Slagelse håber Stine Maiken Skov, at mange vil kigge ind mellem jul og nytår og få gratis beskyttelsesbriller til sig selv og familien.
Chefoptikeren oplyser, at brillerne har justerbare stænger, så de kan bruges af både børn og voksne.

Få en krudtsikker nytårsaften

I samarbejde med Analyse Ulykkes Gruppen på Odense Universitetshospital giver chefoptiker Stine Maiken Skov og kollegaerne i Louis Nielsens butikker i Slagelse dig her gode råd forud for nytårsaften:
1. Brug altid beskyttelsesbriller – og hjælp også dine børn til at huske deres
2. Tænd aldrig fyrværkeri, når du holder det i hånden
3. Hold sikkerhedsafstand, læn dig aldrig ind over fyrværkeriet og gå aldrig tilbage til en fuser
4. Brug kun godkendt fyrværkeri og aldrig hjemmelavet eller ulovligt
5. Dine almindelige briller beskytter ikke mod fyrværkeri. Brug derfor beskyttelsesbriller ud over dine almindelige briller.
*Undersøgelsen er gennemført af Voxmeter og er baseret på 1029 nationalt repræsentative interview blandt den danske befolkning på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført webbaseret i perioden 24.-30. november 2022.

Pressefoto