Kommunikation går ofte kun en vej i nutidens samfund og mennesker bliver ensomme af ikke at blive lyttet til. I USA kalder man den voksende ensomhed for en epidemi, og det er næppe anderledes herhjemme. Foredraget ”LYT” på Skælskør Bibliotek den 5. april vil forsøge at hjælpe os med at blive bedre til at lytte.

Det er svært at blive lyttet til og hørt. Sådan rigtigt. Hvad skal der til, og hvordan løfter vi lytning fra bare at være en høflig venten på, at personen tier stille, så man kan sige noget selv? Det kommer aftenen til at handle om, og deltagerne får lejlighed til at øve sig i at lytte.

Liselotte Horneman Kragh er sjælesørger og tidligere sognepræst. Lytning er hendes fag. Liselotte beskriver den ensomhed, som bliver konsekvensen af at vi ikke lytter nok til hinanden, således: ”Ensomhed er ikke blot en krop, der er alene, men også et sind, som ikke bliver lyttet til”. Kirsten Elley er journalist og har en master i terapiformen NLP. Begge to er vant til at lytte til andre, men de er også nogle muntre snakkehoveder. De er værtspar i podcasten ”Livstykker”. Tirsdag den 5. april kl.19.00 på Skælskør Bibliotek kan du møde dem begge.

Podcasten ”Livstykker” er noget så sjældent som eksistentielle samtaler om det almindelige liv. Det liv, som de fleste af os indimellem bakser og bøvler med at forstå og forklare og forvalte.

Det er gratis at deltage i arrangementet, men kræver tilmelding. Du tilmelder dig på www.slagelsebib.dk.

Pressefoto