Hvem har gjort sig fortjent til årets landdistriktspris? Nu kan alle indstille værdige prismodtagere. For på trods af corona, så bliver prisen stadig uddelt senere på året, oplyser Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.
De lokale ildsjæle skal ikke snydes for at blive hyldet i år, selvom Landdistriktskonferencen – hvor vinderen normalt bliver afsløret – er aflyst på grund af corona. Derfor er det nu, at borgere og andre interesserede skal indstille nominerede, som har gjort sig fortjent til prisen Årets Landdistriktsindsats.
– Der sker mange spændende ting på landet, fordi ildsjæle i fællesskab tager initiativ og sætter tingene i gang. Det har coronaen ikke ændret på, og det vil vi gerne hylde. Derfor synes vi stadig, at det er vigtigt at uddele prisen, selvom vi ikke kan gøre det på landdistriktskonferencen, som vi plejer, siger Anne Bjergvang (A), næstformand i Miljø-, Plan-, og Landdistriktsudvalget.
Sidste år var det Boeslunde Lokalråd, som løb med prisen, fordi de har evnet, at involvere mange aktører i deres mange projekter. Og meningen er netop, at prisen skal hylde den fælles indsats, som er med til løfte muligheder udenfor Korsør, Skælskør og Slagelse.
– Det er ildsjælene i samarbejde med deres naboer, som skaber udvikling i landdistrikterne. Deres arbejde er med til at gøre Slagelse Kommune til et bedre sted at bo, og det er det, vi gerne vil fejre, og derfor håber jeg også, at vi får mange indstillinger, siger Pernille Ivalo Frandsen (V), medlem af Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget.
Forslag til kandidater til prisen kan sendes til landdistriktsudvikling@slagelse.dk senest den 20. november. Send en beskrivelse af projektet sammen med billeder, som illustrerer det indstillede projekt eller de mennesker, som er indstillet. Vinderen af Årets Landdistriktsindsats 2020 bliver afsløret på Dit Slagelse og på Slagelse Kommunes facebookside.
Årets Landdistriktsindsats
Landdistriktsprisen uddeles en gang om året og består af 10.000 kr., en indgraveret messingplade og et træ til udplantning.
For at blive indstillet til prisen skal projektet/indsatsen:
• Være foregået udenfor Korsør, Skælskør eller Slagelse
• Være gennemført af en gruppe på minimum to eller flere
• Afspejle viljen og evnen til at forbedre vilkårene i landdistrikterne
• Virke som inspiration og fremstå som eksempel til efterfølgelse i andre sammenhænge i kommunen.