Nu begynder ombygning af uheldsramt kryds
T-krydset mellem Kalundborgvej og Slagstrupvej nord for Slagelse er plaget af trafikulykker – senest mandag den 13. maj, hvor en lastbil væltede tæt på krydset. Typisk sker ulykkerne dog ved, at venstresvingende bilister bliver påkørt bagfra, mens de holder på Kalundborgvej og venter på at svinge til venstre ad Slagstrupvej. Vejdirektoratet har arbejdet med undersøgelser af området og planlægning af projektet, og tirsdag den 21. maj begynder arbejdet med at ombygge krydset. Det fortæller projektleder Ditte Bøgh Asaa fra Vejdirektoratet.