Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Slagelse Kommune i tidsrummet 2024/01/29 til 2024/02/06.

KORSØR: Kørte bil trods frakendt kørekort
Politiet standsede fredag klokken 20.10 en bil, da den kom kørende ad Bernstensgade i Korsør. I bilen sad en 60-årig mand fra københavnsområdet, og det viste sig at han var frakendt førerretten. Da det bestemt ikke var første gang han havde kørt bil uden gyldigt kørekort, blev hans bil beslaglagt, og den 60-årige blev sigtet efter færdselsloven.

KORSØR: Spøgelsesbilist
En 72-årig mand fra Jylland havde af uvisse årsager fået vendt sin varebil, da han søndag aften klokken 21.42 kom kørende ad Vestmotorvejen ved betalingsanlægget ved Storebæltsbroen, så han kom til at køre mod færdselsretningen. Kort efter foretog han en uvending, så han kørte retur mod betalingsanlægget, hvor den 72-årige forsøgte at løfte en af bommene op, så han kunne køre igennem. Få minutter efter anmeldelsen fandt en politipatulje frem til manden, som blev sigtet efter færdselsloven. Heldigvis kom ingen til skade ved den potentielt meget farlige situation.

SKÆLSKØR: Stoffer i våben i bil med stjålne nummerplader
Lørdag klokken 17.46 så et par politibetjente, der kørte patrulje på Norvejen i Skælskør, en bil, hvor nummerpladerne var efterlyst som stjålet. Føreren af bilen var tilsyneladende ikke i humør til at blive standset af politiet, for kørslen fortsatte blandt andet ad Carl Medingsvej, Park Alle og ind på Maglehaven, hvor bilen standsede. Imidlertid var føreren forduftet, men ejeren af bilen – en 21-årig mand fra Slagelse – sad på passagersædet. Han blev sigtet for tyveri af nummerpladerne, og da betjentene fandt en hammer, to knojern, en springkniv, 2,3 gram amfetamin og 3,6 gram hash i bilen, blev han også sigtet for overtrædelse af både våbenloven, knivloven og lov om euforiserende stoffer. Den 21-årige ville ikke oplyse, hvem føreren af bilen var, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

SLAGELSE: Sigtet for at sælge kokain
En mand, som mandag eftermiddag var i Vestsjællandscenteret i Slagelse, fik pludselig travlt med at komme væk, da han så to politibetjente på patrulje. Men hans hast vakte politifolkenes interesse, og de fulgte efter ham og så, han smed noget fra sig i Løvegade. Betjentene fik fat i manden, der er 24 år gammel og fra lokalområdet, og i den pose, han havde smidt op i et træ, var der 13 små poser med i alt 9,3 gram kokain. Den 24-årige blev sigtet for salg af ulovlige stoffer.

SLAGELSE: Skubberi på værtshus
Politiet blev lørdag klokken 23.32 kaldt til et værtshus i centrum af Slagelse, hvor der havde været noget skubberi mellem en mand og nogle andre gæster. Det var en 27-årig mand fra Slagelse, som blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven, og da han havde 0,4 gram kokain på sig, blev han også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

SLAGELSE: Stjal seks kartoner cigaretter
Politiet fik lørdag klokken 11.07 en anmeldelse fra en virksomhed i Slagelse om, at en mand havde set sit snit til at stjæle cigaretter fra forretningen, og at han nu blev tilbageholdt på stedet. Det var en 48-årig københavnsk mand, der viste sig at have stoppet seks kartoner cigaretter ind under jakken. Den 48-årige blev anholdt klokken 11.25 og sigtet for butikstyveri, og efter afhøring på politistationen blev han løsladt igen klokken 15.08.

SLAGELSE: To unge mænd sigtet efter ordensbekendtgørelsen
I forbindelse med en almindelig gående patruljering i Slagelse midtby fredag klokken 23.15 blev to betjente opmærksomme på et par mænd, som var kommet op at toppes på Gl. Torv. Betjentene fik fat i den ene mand – en 18-årig mand fra byen – som virkede noget beruset. Han var meget ophidset og kunne ikke falde til ro, så han blev anholdt, sigtet efter ordensbekendtgørelsen og taget med til politistationen, hvor han fik lov til at køle lidt ned. Blot et kvarter senere stødte politiet på en anden ung mand på Rosengade, der heller ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt. Han råbte grimme ting efter patruljen, og derfor blev han også sigtet efter ordensbekendtgørelsen. Det drejer sig om en 17-årig mand fra lokalområdet.

SLAGELSE: Vejvrede udløste flere sigtelser og beslaglæggelse af bil
En slemt tilfælde af vejvrede udspillede sig fredag omkring klokken 12 på motorvejen ved Slagelse i vestgående retning. En 50-årig mand havde tilsyneladende set sig så gal på en lastbilchauffør, at han flere gange med kort afstand kørte ind foran lastbilen og bremsede hårdt op, så bilerne stødte sammen. Efter sammenstødene kørte begge køretøjer ind i nødsporet. Her gik den 50-årige over til lastbilchaufføren og slog ham adskillige gange med knytnæver og sparkede ham, mens han lå ned. Politiet blev tilkaldt, og den 50-årige blev anholdt og sigtet for vold, for at have forvoldt fare for liv eller førlighed og efter færdselslovens bestemmelse om vanvidskørsel. Derfor blev hans bil også beslaglagt.

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Slagelse Pilagervej Fredag klokken 23.00-10.00 Intet stjålet  
Slagelse Marievangsvej Lørdag klokken 00.01-06.00 Mobiltelefon, bilnøgle og en personbil. Den stjålne bil, en Renault Megane med registreringsnummer CX61881 er forsat efterlyst  
Slagelse Vestervang Lørdag klokken 06.55 Kontanter, mobiltelefon og cigaretter  
Slagelse Vestervang Fredag klokken 22.30 – lørdag klokken 08.10 Armbåndsur, elektronik  

 

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar
Slagelse Østerbro Mandag klokken 22.45-23.30 En bilist kørte så hurtigt, at det giver et klip i kørekortet
Skælskør Skolevej Fredag klokken 8.10-8.35 Den sureste uge: Lokalpolitiet var ved Solskinsskolen, hvor alt forløb gnidningsfrit
Slagelse Holmstrupvej ved Marievangsskolen Fredag klokken 7.40-8.10 Den sureste uge: Mange skoleelever blev mindet om at huske cykellygten – og ikke mindst at tænde den. Mens lokalpolitiet overtog bevogtningen i fodgængerfeltet, lunede skolepatruljen sig indendørs med flødeboller
Korsør Birchnersgade ved Baggesenskolen Torsdag klokken 7.40-8.10 Den sureste uge: Ingen problemer, og trafikanterne respekterede skolepatruljerne
Slagelse Østre Alle ved Nymarkskolen Torsdag klokken 7.40-8.05 Den sureste uge: Der var god stemning, men lokalpolitiet måtte passe skolepatruljens arbejde, mens patruljen spiste de flødeboller, politibetjentene havde med
Slagelse Vestmotorvejen Kl. 18.45 – 20.00 En bilist blev sigtet for at have fejl og mangler på sin bil, og en anden trafikant blev sigtet for ikke at holde til højre.
Slagelse Holbækvej Kl. 20.45 – 21.15 30 køretøjer blev screenet – alle kørte pænt.
Slagelse Ingemannsvej Kl. 21.15 – 22.15 15 køretøjer kontrolleret – en manglede CVR nummer og firmanavn.
Slagelse Rosenkildevej Søndag klokken 01.00-01.45 Syv køretøjer blev kontrolleret, og alt var i orden

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Slagelse Slagelse Landevej Mandag klokken 13.34-19.25 2025 17 80 km/t 101 km/t
Korsør Tårnborgvej Torsdag klokken 10.37-13.15 721 7 50 km/t 62 km/t
Slagelse Bildsøvej, Kr. Stillinge Torsdag klokken 7.19-9.30 118 9 50 km/t 76 km/t Et klip